Hudløs og sårbar. Der hvor alle parader, facader og forsvarsværker er lagt til side, og der er direkte adgang ind til sjælen, hvad det nu ellers er for en størrelse. Der hvor der er risiko for at brænde fingrene, og blive såret på sjæl og krop. Øj mand, et farligt sted at være… eller ?

Når jeg rejser mig efter en meditation og i slowmotion giver mig i kast med dagligdags trivialiteter, samtidig med at jeg tillader at mærke mig selv. Så er det at disse tilsyneladende meningsløse opgaver pludselig giver mening. Jeg er hudløs og sårbar, men kun udsat for den kritik jeg selv kan finde på at rejse.

Når jeg griber guitaren og tillader mig selv at mærke mit inderste, så er det at fingrenes dansen over gribebrættet bliver til musik. Jeg er hudløs og sårbar, og det kommer til udtryk i tonerene.

Når jeg sidder med min kæreste, og vi kigger hinanden i øjnene og giver udtryk for hvad der sker inde bag facaden. Jeg er hudløs og sårbar og der hvor jeg kan mærke hende. Og mig selv med. Med en snærende bagvedliggende fornemmelse af afhængighed. Men hvad er det jeg i realiteten ser og mærker når denne sårbarhed bliver ubehagelig og svær at være i? Når savnet af hende melder sig? Denne potentielle smerte der ligger som komplementær størrelse til det frydefulde. Det er lige der jeg ser og mærker mig selv.

Egentligt, når lige man er kommet sig over den værste frygt for at være blottet, så er det en tilstand der virkelig flytter. Det er der det hele får mulighed for at blive betydningsfuldt.

Måske i grunden jeg er ved at være lidt afhængig af den, hudløsheden.

Jeg har en tydelig fornemmelse af at kunne se mig selv når vi er sammen

Det har skræmt mig når jeg ikke har turdet se det i øjnene

Det har været ubeskriveligt dejligt når modet har været der

Jeg fandt på en mødding en påfuglefjer,
Hvis øje var ild i et hvirvlende rum.
Jeg pilled den op; men dens øje var tungt,
Så fjeren blev krum.

I vanvittigt blåt folded øjet sig ud
og stirrede vildt, som når sindssyge ser,
og jeg blev forledt til at ane en sjæl
I påfuglens fjer.

Jeg blev forledt til at ane en sjæl
i alle de blikke jeg mødte og så,
og jeg blev forledt til at synge om det
jeg ej kan forstå.

Et digt af Tom Kristensen som har forfulgt mig, og tilstadighed giver ny mening.

Så et klip fra aftenshowet hvor Søren Fauli og Pernille Rosenkrantz-Theil diskuterede Faulis kronik i Politikken om ligestilling. Kønskvotering kom op som en måde at styre en mere retfærdig kønsfordeling i samfundet. Pernille Rosenkrantz-Theil mente at et oplagt sted at bruge denne kvotering, var ved afgørelse i forældremyndighedssager.

Kan se dommerens kendelse for mig:

”Thi kendes for ret. Forældremyndigheden går til faderen, da kvoten for kvindelige myndighedspersoner er opbrugt”.

Hvordan kan et seriøst demokratisk(?) tænkende menneske få en sådan ide?

Jeg er rystet!

Det er som om sjælen ligger blottet

Som om alt har direkte forbindelse til det allerhelligste

Som om alt er rent – og går rent ind

Som om musikken skærer sig direkte ind i hjertet

Som om alt er digte - irreversible og klare

Som om smilet åbner et spejl ind til sjælen

Som om alle registreringer og sansninger betyder noget
- er store og fyldige i udtrykket

Som om de vil fortælle en historie
- om mig, eller til mig

Som om alt er nyt, og alligevel velkendt

Det er ikke som om

Det er sådan

I den sidste tid har der været mange indlæg omkrig heksekunst og religion, og advarslerne er føget omkring. Både mod kirken og Vagn Folkerman, men også de alternativer som byder sig. I disse advarsler, hvad enten de er rettet mod alment accepterede trosretninger, eller de alternative, bliver der ofte hevet eksempler op af hatten med hvor galt det kan gå, og hvor slemt man kan ”slå sig” ved at bevæge sig ind i disse verdener. Her hopper min kæde af, fordi det intet fortæller om disse spirituelle alternativer. Derfor syntes jeg det er alt for letkøbt at bruge eksempler med tragiske skæbner og udviklede psykoser som advarsel mod eksperimenteren med det spirituelle og okkulte. Disse psykoser kunne lige så vel være blevet udløst af at gå ind i en anerkendt religiøs trosretning. Eller af en hændelse opstået i den verdslige verden, for den sags skyld. Dette vil altid stå hen i det uvisse, men denne faktor bliver ofte overset og gemt af vejen, når vi står overfor noget vi ikke forstår, eller føler antipati imod.

Hvis man som menneske i sin søgen bevæger sig ud på kanten af klippen, risikerer man at skvatte ned. Dette er alment gældende, velkendt og en forudsætning for alle mennesker. Hvad enten man er fascineret af hurtige motorcykler eller åndemaning.

Spirituel søgen er jo langt mere og andet end et spørgsmål om tro. Det er en søgen indad i en selv for at finde de valide svar der er gældende for det enkelte indvid. Men her opstår så faren for at blive forledet til at tro, om jeg så må sige. Fordi denne søgen indad kan være kaotisk og smertefuld, er der mange der køber sig til svarene. Og her er der nok af stærke kræfter der står på spring for at redde disse fortabte sjæle. Hvad enten de tager afsæt i anerkendt religion eller okkultisme.

Det er jo tydeligt at vi i denne del af verden er ved at køre træt i vores jagt på rigdom og lykke, repræsenteret i materielle statussymboler og anden staffage. Vi har behov for noget mere og andet. Vi har behov for mening. Derfor denne opblomstring af spiritualitet og religiøs søgen. Men de anerkendte trosretninger har ikke formået at flytte sig i takt med behovet. Det kristne budskab er jo i sin grundessens bygget op omkring nogle gode værdier. Men den måde den praktiseres på er stadig fyldt med dogmer og forældede traditioner, som et selvtænkende og kritisk menneske af i dag har svært ved at forlige sig med. Når præsten står på prædikestolen Søndag formiddag og forkynder evangeliet, er det det jo helt ude af trit med den øvrige verden vi kender, som er opbygget og funderet omkring dialog og meningsudveksling. For hvem andre end forkynderen giver det mening at forkynde? Menigheden er henvist til et halleluja i ny og næ, for på den måde at vise deres hengivenhed. Hvis ikke vi som individer finder et sted hvor vi kan udveksle personlige erfaringer og oplevelser er vi fortabt til at følge pastoren, heksen eller åndemaneren.

Min tese er, at vi også her må tage udgangspunkt i os selv. I denne individualistiske postmodernistiske tid hvor enhver er sig selv nok, må vi løbe linen ud, og vedblive med at søge indad i os selv. Gør vi det, vil vi finde ud af at vi slet ikke er så forskellige som vi blider os ind. At der i vores grundbehov er langt flere fællestræk end der er forskelle. Vi vil finde ud af at vores lighed med vores næste er langt større end vi aner. Og det på tværs af religion, kultur og race.

At have en million tanker i hovedet.

Ikke som tankekaos og forvirring, men som velordnede tråde.

Ikke at de er færdigbehandlede, men alle ligger de som spor der kan tages op og forfølges.

Når tid, lyst og inspiration er til det.

For hver tråd ligger en mulig erkendelse eller erfaring som måske, måske ikke, vil åbne op for endnu et rum at udforske.

Jeg har trykket på stand-by knappen, og givet slip på dem alle. De ligger der jo til genoptagelse, og jeg forsager eller mister intet.

Glæder mig afsindigt til at komme hjem og tænde stearinlys i hele stuen.

Tage en times meditation, og derefter sætte musik på anlægget, og bare lade mig føre helt og aldeles ind i det univers der måtte opstå.

Så kan tanker være tanker for en stund.

Så kan verden vælte.

Jeg vil bare sidde og stirre ud i luften, og mærke det at være til.

God weekend til alle.

Sad og tænkte lidt over mine erfaringer her inde i Blogland. Dette hæsblæsende inferno med meninger og holdninger, og mennesker med deres at tumle med. Bad days and good ones.

Jeg har nu været her en måneds tid og skrevet om lidt af hvert. Kommenteret vidt og bredt, udfra det der til enhver tid lige fanger min interesse. Jeg er blevet bekræftet i mine holdninger så vel som personligt. Men jeg har også fået drøje hug og svidende bemærkninger. Alt i alt er det som det plejer at være når jeg er så letsindig at lukke min mund op. Og netop det at lukke munden op, er det jeg ikke gør når jeg sidder og kommentere og tolker andres kommentarer til mig. Det der springer mig i øjnene er, at jeg i den grad er blevet mindet om en side af mig selv som jeg nok vidste stadig eksister. Men her i dette univers hvor alene det skrevne ord tæller, er den kommet langt stærkere frem. Ord er ord, vel, det er indiskutabelet, men måden de bliver sagt på er alt afgørende for den mening de skaber i modtagerens hoved. Er det med et glimt i øjet, eller mismodet tværet ud i hele ansigtet, at ordene falder… Det er som at fægte med bind for øjnene.

Al kommunikation foregår i slowmotion. Alt for meget tid til at tænke over hvordan kommentaren skal forstås. Var det ironisk, sarkastisk eller kærligt ment? Det er sgu ikke til at greje, og alt hvad der måtte ligge i gemmerne af fordomme og forudindtagethed om sådan nogen som jer - I andre bolggere, kommer til overfladen. Fristelsen for at dække behovet for at vinde og få ret - for enhver pris - kommer til overfladen, og ligger som en konstant udfordring jeg skal tøjle. Et indestængt behov for øjeblikkelig tilfredsstillelse! Men det er jo for fa’en ikke det det drejer sig om, vel? Vil du ha’ ret eller være lykkelig? Må gi’ Dr. Phill ret . Hmmm… i denne sammenhæng kan man passende erstatte ”lykkelig” med ”klogere”.

Samtidig ved jeg at jeg bliver rubriceret og sat i bås på samme måde. Sådan en hellig kriger, en bedrevidende tumpe… Fortsæt selv. Du er bedre til det end jeg…

Og hvordan skal svaret skæres så min mening og sindsstemning kommer frem? Hvis en kommentar bliver fyret af fra hoften, står den der på skrift og lyser mig i øjnene og en øjeblikkelig refleksion over hvad jeg lige har ”sagt” går i gang. Var det egentligt det jeg mente. Kan den misforstås… ja, det kan det altid. Det bliver til vildskud i tågen. Nogen gange. Og så skal der forklares, og reddes ud, og dækkes ind, og dækkes af. Skide besværligt i grunden.

Men modsat så er der andre dialoger der vinder ved at de foregår i dette rolige slowmotion tempo. Snakke hvor der er ro til at tænke sig grundigt om inden svaret falder. Ingen der afbryder med indskudte bemærkninger der får en til at køre af sporet.

Ku’ jo også bare være lidt mere overfladisk og lade være med at rode mig ud i de der personlige ting. Køre den på small talk…

Men på den anden side - nej du, DET gider jeg sgu ikke…

Hvis ikke jeg gi’r en smule af mig selv, får jeg intet tilbage. Simple as that…

Har på det sidste læst en del blogs, både her på Urban og andre steder på nettet, og et tema der er gennemgående er at tiderne er af lave og vores stabile demokrati står i fare for at smuldre. Folk respekterer ikke hinanden, og nypuritanismen truer vores danske frisind.

Desuden syntes alle at kunne finde en årsag til at føle sig forfulgt. Er man ryger, eller motions ignorant, madelsker eller nudist. Trenden er en anden javel, og tiderne og flertallet skifter, men er det et udtryk for mindre tolerance? Ikke nødvendigvis. Jeg kan stadig ryge hvis jeg lyster, lade være med at bevæge mig og æde sovs og kartofler hvis det er det jeg vil. Er lysten at gå på stranden vise bryster eller ligge med røven bar, er det blot at bevæge til den rigtige strand, så er det en åben mulighed for alle, uden det har noget der bare ligner en konsekvens.

Men når jeg kigger mig omkring og vurdere det sortsyn op i mod min oplevede virkelighed, står jeg undrende tilbage. Er jeg blot en af dem der har grund til at føle mig forfulgt fordi jeg ikke kan se det i min hverdag, og stadig er optimist?

Jeg ved det godt. Jeg ved det hele, men hvorfor så ikke gøre noget ved det jeg ved?

Er det ikke det jeg gør? Eller er det bare en endnu en springen over hvor gærdet er lavest. Altså, det der med ikke at gøre noget ved det jeg ved.

Burde er død. Væk og begravet. Måske? Måske er taget i mig stadig stort.

Er det bare min stille protest der kommer til udtryk. En protest imod mig selv og min indre kritiker. Min iboende rebel der stritter imod og giver fanden i det hele.

Gu’ vil jeg ej. Jeg vil selv bestemme. Bestemme over MIG, og vælge mit eget forfald hvis det er det jeg har lyst til. NÅ!

Det er som i Tom Kristensens Hærværk. Eller F.P. Jac’s proklamation om at drikke sig ihjel inden han blev 30. Hvad ligger i dette selvvalgte forfald. Hvorfor er det så magtfuldt og besnærende. Er det en måde at mærke livet på? Kan jeg ikke mærke andet, så kan jeg da for fanden mærke smerte, desperation og forfald.

Hvorfor kaster jeg mig ikke over den stak af bøger jeg skal have læst. Hvorfor sætter jeg mig ikke og meditere en time eller to. Hvorfor sætter jeg mig ikke og spiller eller maler. Hvorfor går jeg ikke ud og roder i min have? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Tror jeg lader spørgsmålet ligge. Kan ikke svare på det, så det giver mening.

Og egentligt. Nu sidder jeg her, som betragter af mine egne irrationelle handlemønstre. Og er det i grunden så slemt endda? Der er bare sådan det ER i dag.

En af de dage der kommer med jævne mellemrum.

Forudsigeligt tilbagevendende som en komet i kredsløb.

Har det allerede bedre.

Sku’ bare lige ned og mærke mig selv en gang.

Eftertanke:

Næste gang den kommer forbi den komet, så tror jeg jeg vil hilse den velkommen. Som en gammel ven jeg ikke har set længe. Hej du gamle, hvor’n skær den? Har du noget nyt, eller skal vi bare sidde lidt sammen og sumpe.