Nå, har granske min hukommelse lidt, og må helt tilbage i tiden før Internet og mobiltelefoner. Men dog noget efter man kunne få tre fodboldbilleder og et stykke tyggegummi for en tiøre.

Anyway, jeg havde været uden kæreste, eller det der ligner i et godt stykke tid, og var ved at være godt sulten. Gad ikke rigtig de evindelige byture der både drænede SU budgettet, og notorisk henlagde det meste af weekenden med tømmermænd. Derfor tog jeg en beslutning og indrykkede en kontaktannonce i en lokal avis. Jeg Lænede mig spændt tilbage og ventede på posten den efterfølgende uge. En hel kuvert fyldt med breve og pasfotos. Jeg anlagde en rationel betragtning og valgte to ud der virkede interessante, og fik aftaler om møder i stand.

Den første var vældig sød, og vi tilbragte nogle timer sammen med gåtur, kaffe og snak. Men jeg havde jo som sagt endnu en date et par dage senere, så jeg holdt lidt igen og afventede dens komme. Det andet møde skulle foregå på en cafe, og jeg troppede op med en langstilket rose i munden… eller hvad kendetegnet nu skulle være. Husker det ikke præcis, men akavet var det. Vi fandt hinanden og kaprede et bord, og jeg ville hente en øl til os begge. Jeg begynder at bane mig vej til baren. MEN oh ve oh skræk, hvem får jeg øje på deroppe… Pigen fra den første date, der har stået og fulgt os under hele sceneriet. Mit blod stivnede i årene, og min hals snørede sig sammen. Jeg fik fremstammet et eller andet komplet tåbeligt om at det var min kusine fra Nordjylland der var på besøg. Totalt gennemskueligt og ude af trit med virkeligheden. Samme forklaringsproblem fik jeg da jeg kommer ned til bordet med øllene, hvor den planlagte date sidder og har fulgt mine krumspring ved baren.

Behøver jeg at fortælle at den efterfølgende samtale blev noget anstrengt? Jeg havde kun et i hovedet, og det var at komme væk. Hurtigst muligt!

Sad her i dag og skulle lige til at smide en MSN besked til en ven. Vedkommende sad på arbejde vidste jeg. Så jeg holdt mig tilbage. Hmmm.. hvad nu hvis hun sidder ved skærmen sammen med et par kollegaer, og der lige pludselig dukkede en spydighed, eller det der er værre, op på hendes skærm?

Baggrunden for min tilbageholdenhed skal findes i en lille episode jeg oplevede engang. Jeg havde en profil på en dating side, og var logget på mens jeg var på arbejde. Sådan nærmest af forglemmelse havde jeg ikke logget af da jeg om morgenen liiiige skulle ind og tjekke sidste nyt. Arbejdede lystigt videre, og fik besøg af et par konsulenter der skulle vide lidt om et eller andet. Jeg vendte mig om og sad med ryggen til skærmen mens jeg i en halv times tid snakkede med de to konsulenter. Da de er gået og jeg igen vender mig om… Ja, rigtigt gættet… Midt på min skærm, en nydelig messagebox i lysegul farve med et stort rødt hjerte med besked om at jeg havde modtaget ny post på min dating profil.

Kunne altså ikke få mit hoved væk fra hvad de to slipsefyre mon gjorde sig af forestillinger… om mig…