Hudløs og sårbar. Der hvor alle parader, facader og forsvarsværker er lagt til side, og der er direkte adgang ind til sjælen, hvad det nu ellers er for en størrelse. Der hvor der er risiko for at brænde fingrene, og blive såret på sjæl og krop. Øj mand, et farligt sted at være… eller ?

Når jeg rejser mig efter en meditation og i slowmotion giver mig i kast med dagligdags trivialiteter, samtidig med at jeg tillader at mærke mig selv. Så er det at disse tilsyneladende meningsløse opgaver pludselig giver mening. Jeg er hudløs og sårbar, men kun udsat for den kritik jeg selv kan finde på at rejse.

Når jeg griber guitaren og tillader mig selv at mærke mit inderste, så er det at fingrenes dansen over gribebrættet bliver til musik. Jeg er hudløs og sårbar, og det kommer til udtryk i tonerene.

Når jeg sidder med min kæreste, og vi kigger hinanden i øjnene og giver udtryk for hvad der sker inde bag facaden. Jeg er hudløs og sårbar og der hvor jeg kan mærke hende. Og mig selv med. Med en snærende bagvedliggende fornemmelse af afhængighed. Men hvad er det jeg i realiteten ser og mærker når denne sårbarhed bliver ubehagelig og svær at være i? Når savnet af hende melder sig? Denne potentielle smerte der ligger som komplementær størrelse til det frydefulde. Det er lige der jeg ser og mærker mig selv.

Egentligt, når lige man er kommet sig over den værste frygt for at være blottet, så er det en tilstand der virkelig flytter. Det er der det hele får mulighed for at blive betydningsfuldt.

Måske i grunden jeg er ved at være lidt afhængig af den, hudløsheden.

Har en tilståelse at gøre… ved ikke rigtigt hvordan jeg lige skal… hmm.. Okay.. nu kommer den…

I virkeligheden æææælsker jeg kvinder. Kan sgu da ikke leve uden jer.

HA, der tog jeg fusen på jer alle sammen, hva’….

Som Stiletten er inde på så handler det jo om langt mere og andet end blot denne evige slåskamp kønnene imellem. Det er jo kun et symptom som kan ses alle steder hvor mennesker kommer på kant med hinanden.

Vi indeholder jo et utal af sider, og lidt af det hele, og det er det vi alle med stor fordel kan prøve at finde ind til.

Problemet er at vi som mennesker, med vores storslåede vid og indsigt i dette og hint, er så fandens reaktive i vores måde at opfatte os selv og verden på. Langsomt opbygger vi over tid strategier for hvordan vi med fordel kan tilrettelægge vore tilværelse og opfattelse af omverdnen. Men meget af denne strategi forgår bag om ryggen på os. I det ubevidste. Vi aner i virkeligheden ikke hvorfor vi gør som vi gør, men har derfor indirekte blind tiltro til at det er rigtigt. Når så livssituationen ændrer sig, og det gør den jo med mellemrum, så hænger disse ubevidste strategier ved, uden hensyntagen til om de virkelig ER optimale for den nye situation. Så er det ofte at frustrationen rammer og man undrende står og spør’ sig selv hvorfor hulen jeg bliver ved med at begå de samme dumheder???

Der er et ordsprog der lyder: ”Hvi skuer du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget”. Rimelig klar tale og letfatteligt budskab. MEN fra at forstå at det drejer sig om at kunne indse egne fejl og mangler, og lade være med at bebrejde andre, til at have denne leveregel fuldt implementeret som grundlag for ens eget livsopfattelse er der et stykke vej. Som enhver kan regne ud så falder den der med at det hele er de andres skyld, til jorden med et brag. Og hurra for det. For ret beset kan vi, hverken som kvinde eller mand, ændre på en skid andet end os selv. Det er mit budskab og min ”skjulte dagsorden”. Men misforstå nu ikke; Jeg forventer ikke at nogen skal ændre sig for at tilpasse sig mig. På ingen måde. Ej heller skal nogen ændre på en skid hvis ikke de vil, eller føler behov for det.

Det, det hele drejer sig om er, at finde den indre balance der gør at jeg som individ står solidt plantet på begge fødder. At jeg kender og acceptere både mine sol- og skyggesider. At jeg er klar over at når jeg møder et andet menneske der pisser mig af, så er det med stor sandsynlighed ikke fordi vedkommende er en dum skid, men snarer fordi jeg blev gjort opmærksom på en side i mig selv som jeg ikke vil kendes ved! Ja det lyder sgu ikke rart vel? Ingen at bebrejde eller give skylden! Tilbage står jeg med lorten i min egen hånd, yrrkk. Men, men, men til forskel hvad man kunne forvente, sådan når man betragter det udefra, så forsvinder lorten. Den fordamper… opløses i atomer, og har ingen betydning. Herligt.

Jo, jeg vedkender mig gerne at være en smule missionerende, tenderede til bedrevidende, vil nogen måske mene. Dem om det. Jeg opfordrer blot til at hvert enkelt individ tager sig selv og sit liv alvorligt, finder sin egen vej og bliver i stand til at leve det efter deres inderste værdier.

Så bliver det med garanti også lettere at være kæreste.

Dette er en blogpoll som skal indgå i en større undersøgelse af mænds følelsesliv. Derfor vil det være dejligt om du som hankønsvæsen vil være behjælpelig med at svare på følgende spørgsmål:

Din kvinde har lige betroet dig en dybere følelsesmæssig hemmelighed. Hun står nu med tårevædede øjne i din favn og søger lidt berettiget trøst og omsorg. Hvordan er din kropslige og følelsesmæssige reaktion?

Du får 3 svar muligheder:

A Jeg får øjeblikkelig rejsning og en ubændig lyst til at kneppe hende, NU.

B Tænker ved mig selv hvornår hystaden mon dæmper ned så jeg kan komme i kælderen og bygge videre på min modeljernbane.

C Mærker og føler ingenting.

Alle besvarelser vil blive behandlet fortroligt og under fuld anonymitet.

Tak for hjælpen.

Hvor jeg dog hader kvinder der kan det hele selv. Kvinder der i deres liv som aleneforsørgede singlemødre med karriere, job og husholdning, total har glemt deres kvindelige sider. Nej, jeg tænker ikke på de ydre sider som tøj, sko og make up. Dem jeg tænker på, er de kvinder der ensidigt signalere ”Jeg klarer mig, tak”, samtidigt med at de savner en mand at putte sig ind til når lyset bliver slukket.

Det er som om de i deres ensidige fokusering på at klare sig selv, har glemt det spil der er fundamentet for gensidig tiltrækning, og ikke mindst vedligeholdelse af samme. De har fuldstændig udvisket af hukommelsen at det er vigtigt at vi som mænd også kan føle os som mænd i deres selskab. At de ikke skal konkurrer med mandens iboende macho instinkter og forsørgertrang, men supplere med deres eget køns unikke egenskaber. Der er tale om dybtliggende biologiske reaktionsmønstre, hos både mænd og kvinder, som vi i vores ensidige jagt på selvstændighed og ligeberettigelse har glemt at tage i betragtning. Total ignoreret er disse mønstre, som vi ikke desto mindre stadigt er styret af, hvad enten vi vil eller ej! Blondine-dum, trutmunds-nuttet og hjælpeløs er de prædikater hun risikerer at få påhæftet af sine medsøstre, hvis hun vedkender sig de sider der er så altafgørende for at kunne begå sig på kærlighedsmarkedet.

Jeg elsker derimod når min kvinde spørger om jeg vil lappe hendes cykel, eller sætte en skrue i væggen. Ikke fordi hun ikke kan selv, men fordi det får mig til at føle mig som en mand. Hun ved det, og jeg ved det. Jeg elsker når hun tør vise sin svaghed, og søge beskyttelse i mine arme. Jeg føler mig nyttig og værdsat på det laveste niveau.

Måske det er primitivt, men det er sådan det fungere. Det virkelig primitive er ikke at erkende at det forholder sig sådan.

Ja, det er faktisk ikke så lidt blondine-dumt.