I den sidste tid har der været mange indlæg omkrig heksekunst og religion, og advarslerne er føget omkring. Både mod kirken og Vagn Folkerman, men også de alternativer som byder sig. I disse advarsler, hvad enten de er rettet mod alment accepterede trosretninger, eller de alternative, bliver der ofte hevet eksempler op af hatten med hvor galt det kan gå, og hvor slemt man kan ”slå sig” ved at bevæge sig ind i disse verdener. Her hopper min kæde af, fordi det intet fortæller om disse spirituelle alternativer. Derfor syntes jeg det er alt for letkøbt at bruge eksempler med tragiske skæbner og udviklede psykoser som advarsel mod eksperimenteren med det spirituelle og okkulte. Disse psykoser kunne lige så vel være blevet udløst af at gå ind i en anerkendt religiøs trosretning. Eller af en hændelse opstået i den verdslige verden, for den sags skyld. Dette vil altid stå hen i det uvisse, men denne faktor bliver ofte overset og gemt af vejen, når vi står overfor noget vi ikke forstår, eller føler antipati imod.

Hvis man som menneske i sin søgen bevæger sig ud på kanten af klippen, risikerer man at skvatte ned. Dette er alment gældende, velkendt og en forudsætning for alle mennesker. Hvad enten man er fascineret af hurtige motorcykler eller åndemaning.

Spirituel søgen er jo langt mere og andet end et spørgsmål om tro. Det er en søgen indad i en selv for at finde de valide svar der er gældende for det enkelte indvid. Men her opstår så faren for at blive forledet til at tro, om jeg så må sige. Fordi denne søgen indad kan være kaotisk og smertefuld, er der mange der køber sig til svarene. Og her er der nok af stærke kræfter der står på spring for at redde disse fortabte sjæle. Hvad enten de tager afsæt i anerkendt religion eller okkultisme.

Det er jo tydeligt at vi i denne del af verden er ved at køre træt i vores jagt på rigdom og lykke, repræsenteret i materielle statussymboler og anden staffage. Vi har behov for noget mere og andet. Vi har behov for mening. Derfor denne opblomstring af spiritualitet og religiøs søgen. Men de anerkendte trosretninger har ikke formået at flytte sig i takt med behovet. Det kristne budskab er jo i sin grundessens bygget op omkring nogle gode værdier. Men den måde den praktiseres på er stadig fyldt med dogmer og forældede traditioner, som et selvtænkende og kritisk menneske af i dag har svært ved at forlige sig med. Når præsten står på prædikestolen Søndag formiddag og forkynder evangeliet, er det det jo helt ude af trit med den øvrige verden vi kender, som er opbygget og funderet omkring dialog og meningsudveksling. For hvem andre end forkynderen giver det mening at forkynde? Menigheden er henvist til et halleluja i ny og næ, for på den måde at vise deres hengivenhed. Hvis ikke vi som individer finder et sted hvor vi kan udveksle personlige erfaringer og oplevelser er vi fortabt til at følge pastoren, heksen eller åndemaneren.

Min tese er, at vi også her må tage udgangspunkt i os selv. I denne individualistiske postmodernistiske tid hvor enhver er sig selv nok, må vi løbe linen ud, og vedblive med at søge indad i os selv. Gør vi det, vil vi finde ud af at vi slet ikke er så forskellige som vi blider os ind. At der i vores grundbehov er langt flere fællestræk end der er forskelle. Vi vil finde ud af at vores lighed med vores næste er langt større end vi aner. Og det på tværs af religion, kultur og race.

At have en million tanker i hovedet.

Ikke som tankekaos og forvirring, men som velordnede tråde.

Ikke at de er færdigbehandlede, men alle ligger de som spor der kan tages op og forfølges.

Når tid, lyst og inspiration er til det.

For hver tråd ligger en mulig erkendelse eller erfaring som måske, måske ikke, vil åbne op for endnu et rum at udforske.

Jeg har trykket på stand-by knappen, og givet slip på dem alle. De ligger der jo til genoptagelse, og jeg forsager eller mister intet.

Glæder mig afsindigt til at komme hjem og tænde stearinlys i hele stuen.

Tage en times meditation, og derefter sætte musik på anlægget, og bare lade mig føre helt og aldeles ind i det univers der måtte opstå.

Så kan tanker være tanker for en stund.

Så kan verden vælte.

Jeg vil bare sidde og stirre ud i luften, og mærke det at være til.

God weekend til alle.

Hvordan kan vi andet end at leve i nuet, kan jeg vende spørgsmålet.

Fordi der eksistere ikke andet. Fortiden er passé, og intet kan ændres eller gøres om. Og fremtiden er ikke kommet endnu. Vi kan gøre os forestillinger om fremtiden. Vi kan lægge planer, ønsker og drømme om den, eller frygte den. Men ret beset eksisterer kun NU. Det er så simpelt at det kan være svært at fatte. Fordi vi til alle tider er blevet indbildt at frelsen ligger i fremtiden. Alle store ideologier og religioner er opbygget over denne påstand. Det er ikke nok at erklære sig for ateist, eller antiideolog, for at slippe for denne prægning. Det er selve tankegangen eller det mentale setup bag, vi er påvirket af. Vi er gennem generationer blevet indoktrineret til at tro at dette er en sandhed. Når bare jeg når mit næste mål er min lykke gjort! Det være sig himmerigets port, eller den nye BMW. Men enhver ved jo at det ikke passer. Det giver en kortvarig oplevelse af tilfredsstillelse, men ikke den dybe ro i sjæl og legeme som er så attråværdig.

Så frelsen ligger ikke i fremtiden, den ligger i nuet, og det er her vi har brug for den. Mens du sidder og læser dette, eksisterer der intet andet end dine øjne der scanner hen over teksten. For et øjeblik er alle problemer væk, glemt. Hvorfor? Fordi du er 100% i kontakt med det du foretager dig. Du er i nuet (Med mindre du har en parallel proces kørende der konstant er på vagt, og sideløbende med læsningen analyserer og stiller kritiske spørgsmål til det du læser. Vent med det til bagefter).

Vi er altid i nuet, vi kan ikke være andet, men vi fravælger ofte at give det den rette opmærksomhed. Så snart vi slipper vores fokus på det der er, lige nu og her, tordner problemerne i tankebanerne igen. Problemer…. ting jeg ikke føler jeg kan magte. Men jeg er jo ikke syg, eller har nogen neurologiske defekter der kan retfærdiggøre at jeg ikke kan magte de opgaver. Jeg er bare et ganske almindeligt små neurotisk menneske, med lidt ondt i livet. Hvorfor er det så et problem? Fordi det er et mentalt setup der gennem tid er blevet opbygget. En prægning der stammer fra fortiden.

Jamen hov, stop. Hvis nu jeg bare sidder og stirrer ud i luften så dukker tankerne, og dermed problemerne op. Helt automatisk! Så er jeg tilstede med mine tanker. Og så er jeg jo også i nuet. Problemerne er der stadigt?!?

Vi er ikke vores tanker. Vi er ikke vores følelser. Vi er ikke vores selvbilleder. Men vi har både tanker, følelser og selvbilleder. Det er tydeligt i vores sprog. Ingen siger: Jeg er en følelse af… men derimod: Jeg har en følelse af…. At påstå at jeg er en tanke er helt absurd når vi kommunikerer med andre, men ikke desto mindre er det det vi identificere os med i vores sind. Vi bruger det som repræsentation af os selv når vi møder andre mennesker. Vi genkender os selv på vore handlemønstre, som er bestemt af tanker og følelser, eller omvendt. Men det er jo kun den side vi præsentere for andre, og ikke nødvendigvis den vi er.

Hvem er vi når vi kun møder os selv?

Hvem har ikke siddet i et storslået natursceneri og været helt væk. Totalt opslugt af storheden og det smukke. Et øjeblik væk fra denne verden. Uden en tanke, eller måske bare registrende at der er en tanke. Kun med følelsen af at eksistere og være i et med sceneriet der udspiller sig uden for os. Både være betragter og samtidig i et med det der sker. Hvis natursceneriet blev udskiftet med tanker og følelser. Hvis vi kunne sidde og betragte og iagttage vores tanker og følelser på samme måde som det der foregår uden for vores krop. Hov, der kom en tanke… og sørme… der var en følelse. Det er ikke en naturlov at enhver tanke skal tænkes til ende idet den opstår, eller enhver følelse udleves med det samme. Til de fleste tider er det alt rigeligt blot at registrere at de er der. Lige nu.

Nå, svaret blev lidt længere ned jeg forventede, og lidt for meget at poste i en kommentar. Det var ham her der spurgte.

Har en tilståelse at gøre… ved ikke rigtigt hvordan jeg lige skal… hmm.. Okay.. nu kommer den…

I virkeligheden æææælsker jeg kvinder. Kan sgu da ikke leve uden jer.

HA, der tog jeg fusen på jer alle sammen, hva’….

Som Stiletten er inde på så handler det jo om langt mere og andet end blot denne evige slåskamp kønnene imellem. Det er jo kun et symptom som kan ses alle steder hvor mennesker kommer på kant med hinanden.

Vi indeholder jo et utal af sider, og lidt af det hele, og det er det vi alle med stor fordel kan prøve at finde ind til.

Problemet er at vi som mennesker, med vores storslåede vid og indsigt i dette og hint, er så fandens reaktive i vores måde at opfatte os selv og verden på. Langsomt opbygger vi over tid strategier for hvordan vi med fordel kan tilrettelægge vore tilværelse og opfattelse af omverdnen. Men meget af denne strategi forgår bag om ryggen på os. I det ubevidste. Vi aner i virkeligheden ikke hvorfor vi gør som vi gør, men har derfor indirekte blind tiltro til at det er rigtigt. Når så livssituationen ændrer sig, og det gør den jo med mellemrum, så hænger disse ubevidste strategier ved, uden hensyntagen til om de virkelig ER optimale for den nye situation. Så er det ofte at frustrationen rammer og man undrende står og spør’ sig selv hvorfor hulen jeg bliver ved med at begå de samme dumheder???

Der er et ordsprog der lyder: ”Hvi skuer du splinten i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget”. Rimelig klar tale og letfatteligt budskab. MEN fra at forstå at det drejer sig om at kunne indse egne fejl og mangler, og lade være med at bebrejde andre, til at have denne leveregel fuldt implementeret som grundlag for ens eget livsopfattelse er der et stykke vej. Som enhver kan regne ud så falder den der med at det hele er de andres skyld, til jorden med et brag. Og hurra for det. For ret beset kan vi, hverken som kvinde eller mand, ændre på en skid andet end os selv. Det er mit budskab og min ”skjulte dagsorden”. Men misforstå nu ikke; Jeg forventer ikke at nogen skal ændre sig for at tilpasse sig mig. På ingen måde. Ej heller skal nogen ændre på en skid hvis ikke de vil, eller føler behov for det.

Det, det hele drejer sig om er, at finde den indre balance der gør at jeg som individ står solidt plantet på begge fødder. At jeg kender og acceptere både mine sol- og skyggesider. At jeg er klar over at når jeg møder et andet menneske der pisser mig af, så er det med stor sandsynlighed ikke fordi vedkommende er en dum skid, men snarer fordi jeg blev gjort opmærksom på en side i mig selv som jeg ikke vil kendes ved! Ja det lyder sgu ikke rart vel? Ingen at bebrejde eller give skylden! Tilbage står jeg med lorten i min egen hånd, yrrkk. Men, men, men til forskel hvad man kunne forvente, sådan når man betragter det udefra, så forsvinder lorten. Den fordamper… opløses i atomer, og har ingen betydning. Herligt.

Jo, jeg vedkender mig gerne at være en smule missionerende, tenderede til bedrevidende, vil nogen måske mene. Dem om det. Jeg opfordrer blot til at hvert enkelt individ tager sig selv og sit liv alvorligt, finder sin egen vej og bliver i stand til at leve det efter deres inderste værdier.

Så bliver det med garanti også lettere at være kæreste.

Hvor jeg dog hader kvinder der kan det hele selv. Kvinder der i deres liv som aleneforsørgede singlemødre med karriere, job og husholdning, total har glemt deres kvindelige sider. Nej, jeg tænker ikke på de ydre sider som tøj, sko og make up. Dem jeg tænker på, er de kvinder der ensidigt signalere ”Jeg klarer mig, tak”, samtidigt med at de savner en mand at putte sig ind til når lyset bliver slukket.

Det er som om de i deres ensidige fokusering på at klare sig selv, har glemt det spil der er fundamentet for gensidig tiltrækning, og ikke mindst vedligeholdelse af samme. De har fuldstændig udvisket af hukommelsen at det er vigtigt at vi som mænd også kan føle os som mænd i deres selskab. At de ikke skal konkurrer med mandens iboende macho instinkter og forsørgertrang, men supplere med deres eget køns unikke egenskaber. Der er tale om dybtliggende biologiske reaktionsmønstre, hos både mænd og kvinder, som vi i vores ensidige jagt på selvstændighed og ligeberettigelse har glemt at tage i betragtning. Total ignoreret er disse mønstre, som vi ikke desto mindre stadigt er styret af, hvad enten vi vil eller ej! Blondine-dum, trutmunds-nuttet og hjælpeløs er de prædikater hun risikerer at få påhæftet af sine medsøstre, hvis hun vedkender sig de sider der er så altafgørende for at kunne begå sig på kærlighedsmarkedet.

Jeg elsker derimod når min kvinde spørger om jeg vil lappe hendes cykel, eller sætte en skrue i væggen. Ikke fordi hun ikke kan selv, men fordi det får mig til at føle mig som en mand. Hun ved det, og jeg ved det. Jeg elsker når hun tør vise sin svaghed, og søge beskyttelse i mine arme. Jeg føler mig nyttig og værdsat på det laveste niveau.

Måske det er primitivt, men det er sådan det fungere. Det virkelig primitive er ikke at erkende at det forholder sig sådan.

Ja, det er faktisk ikke så lidt blondine-dumt.

….. øhh hvad mener du? nårrh.. joo.. såddan da. Det kan jo altid blive bedre. Altså jeg mener når lige jeg får smidt de 15 overflødige kilo. Og ja, når så jobbet kommer på skinner igen, og jeg får den stilling som helt sikkert vil gi’ mig mulighed for at stige lidt i graderne. Så er der også lige den der prinssese som gerne snart må dukke op, men hva fa’en… og alle de ting som jeg egentlig burde ha’ haft ordnet for lang tid siden.

Har du nogensinde haft alle de ting der burde være styr på kørende i dine tanker, mens du på ovennævnte spørgsmål kækt svarer “Jo, for fa’en da det kører bare… er der nogen der har styr på det, så er det sgu da mig.”?

Nå ikke, så er det nok bare mig!

Men læg mærke til de øjeblikke hvor du føler du har styr på det. Er det så fordi der i virkeligheden er styr på det hele? Næ, sådan er det sjældent. Der er som regel altid et par hængepartier der mangler, men nogle gange fylder de bare ikke så meget. Okay, det at have styr på det hele er altså mere et spørgsmål om hvordan det opleves, end den faktuelle kontrol over alle detaljerne. Det er med andre ord en mental tilstand som i et eller andet omfang er uafhængig af den fysiske virkelighed.

Hvad nu hvis du var istand til at acceptere tingenes tilstand som de til en hver tid fremstår, uden absolut at skulle piske dig selv med hede birkeris på de i forvejen ømme rygstykker, for at gøre opmærksom på alt det der ikke er godt nok. Hold da kæft hvor ville det være dejligt.

Prøver lige igen.

Har du styr på dit liv, hva’?

Mig? Næh, skal jeg ha’ det? Jeg er glad for det, lige som det er.