At sidde og høre gråspurvenes tjeeep tjeeep ude fra haven.

De snakker og pludrer på livet løs, og har så travt, så travlt.

Tror de er i forårshumør

Sad på kontoret sammen med en flok kollegaer. En af dem dykker ned under arbejdsbordet for at tilslutte et eller andet til hans PC. Hoved og overkrop dybt begravet i et uoverskueligt virvar af ledning og med røven stikkende ud under bordkanten ligger han der på alle fire.

Chefen kommer ind i lokalet og registerer scenariet, hvorefter et kvikt hoved råber: “Hey, Ulrik. Du kan godt komme frem… Hun har opdaget dig”

“Vil du med ind og se den nye Woody Allen film?” Hørte jeg mig selv foreslå i et lettere desperat førsøg på hittepåsomhed.

“Den har jeg set, men lad os da finde en anden film” Sagde du.

“Ja, vi finder bare en anden. Der er masser af spændende fim at se” Svarede jeg promte.

Men egentligt, sådan down to basics, er jeg fløjtende ligeglad men en hvilken som helst film lige nu. Det var i bund og grund bare et påskud til at være sammen med dig.

Det jeg har allermest lyst til, hvis du spør’…

Laura og DR bigbands formidable udgave af Alicia Keys nummeret “If I aint got you”.

Skulle nogen ha glemt den, så hør den her.

Skulle ha’ leveret en vigtig besked til den store knægt der var taget på skøjtebanen med et par kammerater. Hurra for mobilen…

Jeg ringer op og der går lidt tid inden han svarer. ”Gider ikk’ snakk’ med dig…” lyder et spidst svar, hvorefter forbindelsen bliver afbrudt! Undrer mig såre, for vi sagde farvel til hinanden i højeste humør her til morgen. Vi har mig bekendt ingen udeståender så jeg ringer op igen, men med samme resultat. What! Satans til møg knægt! Hvad bilder han sig ind! Jeg bliver sur, og prøver igen. Forgæves. Undrer mig endnu mere, men kommer til at tænke på en episode med en fyr han havde været oppe at toppes med for noget tid siden på skøjtebanen, og bliver nu bekymret. Jeg ved at hvis han først er oppe at køre i det tonefald han svarede mig med, er der noget galt. Ringer forgæves op igen: ”Gider ikk’ snakk’ med dig…” Hmm.. Sender en SMS med besked om at ringe til mig straks. Der går en rum tid uden at han ringer eller svarer SMS’en, og jeg bliver virkelig urolig. Overvejer at starte bilen, men dropper det. Det vil være en tand for pinligt hvis jeg tropper op. Prøver igen. Samme resultat.

Jeg går nu ophidset, vred og endnu mere uroligt op og ned ad gulvet og overvejer situationen, da telefonen ringer: ”Hej far… du har ringet…” lyder hans glade stemme, med skøjtelyde mod frosnen is blandet med glade stemmer i baggrunden.

”Hvad fanden sker der, hvad har du gang i knægt. Er det mig du ikke vil tale med, eller er der nogen der chikanere dig?” begynder jeg, men kan straks mærke at han slet ikke fatter hvad jeg taler om. Jeg forklarer han om mine opkaldsforsøg og han bryder ud i grin: ”Nåårh, det er bare min telefonsvarer du har talt med”!

Satans møg hvalp!

Sad den anden sidste dag i 2008, sammen med en gammel ven og delte et par flasker rødvin.

Snakken gik som altid. Om det der rør sig i os, i verden og mellem os. Vi har kendt hinanden i over 30 år, så der er basis for en vis fortrolighed. Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt. Oplevet og kommenteret hinandens opture og nedture. Livskriser, skilsmisser og kærester der er kommet og gået. Altid har vi været der for og med hinanden, lagt et lyttende øre til, eller rusket op i hinanden hvis det var tiltrængt.

Ja, vi blev sgu nok lidt selvfede og rørstrømske som vinen gled ned. Sad og kiggede tilbage på hvordan vores venskab har flyttet sig over tid. Vi har delt en mangfoldighed af interesser. Nogen er forduftet, andre holder ved og nye er kommet til. Men dynamikken der har gjort, at vi trods alle forandringer der er sket over tiden, stadig holder sammen er helt unik.

Hvor fedt er det ikke at sidde og tænke på at jeg har en ven som bare altid er der.

Vi tar sgu 30 år mere, old buddy. Tak for et fantastisk venskab.

Her er den så top 6 listen med særheder.

Kan ikke lade være med at drille, og elsker ironi der til tider kan gå over i sarkasme. Den særhed har jeg fået på hattepullen for adskillige gange. Men så er der jo heldigvis brormand, med hvem jeg kan give den fuld gas. Vi kan sige de mest nedrige perfiditeter til hinanden uden de bliver misforstået. Det har givet anledning til en del store øjne og undrende blikke, og det anspore os begge til at gi’ den en tand mere. Det er dæleme sjov.

Siger sjove lyde. Mest når jeg ikke er klar over det. Når jeg på arbejde får en ide, kan jeg finde resten af kontoret i krampe latter. Alle sammen kiggende på mig. Øhhh.. hvad har jeg sagt.

Ka’ bare ikke nosse mig i seng om aftenen, men hænger alt for længe oppe fordi jeg liiiige skal et eller andet. Som regel ganske ligegyldigt.

Alt ting har to sider. I hvert fald i mit univers. På den ene side, og på den anden. Denne evne har efterladt mig i en tilstand af nærmest galaktisk forvirring over hvad hulen jeg skal mene, og hvad der er op og ned.

Finder det yderst amusent at shoppe med min kæreste (Når jeg har en, kæreste altså). Kigge på ting og sager og bare drive formålsløst rundt i forretninger og glo. Men kun sammen med hende. Skal jeg selv ha’ tøj, går jeg ind i en butik, finder hvad jeg har brug for, køber det, og stiler så efter et sted hvor der udskænkes fadøl.

Gør alting i perioder. Så er det guitaren der får al opmærksomhed i en måned eller to, hvorefter jeg glemmer alt om den, fordi jeg nu skal til at tegne. Tror det hedder lyst styret.

Alt i alt er jeg sikkert lige så kugleskør som alle jer andre.

Hvornår jeg har været en rigtig god ven, tjahh

Jeg tror det var dengang jeg bar fru Daugårds indkøbsposer op på 4. sal, i grunden.

Fru Daugård var min overbo igennem mange år, og lidt af et livsstykke. En enlig dame på godt og vel de 65 år vil jeg tippe. Hun er for længst død og borte, men da hun levede var hun sin egen. Så helt igennem. Desværre led hun til sidst af en frygtelig dårlig hofte, og havde svært ved at klare de mange trapper. Så selvfølgelig ville jeg da hjælpe hende med de tunge indkøb. Og det skulle vise sig at være en rigtig god investering, i husfreden.

Jeg flyttede ind i min nye lejlighed og var glad for den, rigtig glad. Mit eget sted hvor jeg kunne gøre som jeg ville. Fik den peppet op med maling og deslige. Og jeg blev godt modtaget. Også af min overbo. Jeg fik en indledende lang snak med hende, og hun gav udtryk for at det var dejligt med lidt unge mennesker i opgangen. Trappevask og slige fælles forpligtelser skulle jeg ikke tænke så meget på, det tog vi som det kom. Herligt tænkte jeg.

Men der skulle vise sig at være flere sider af den sag. En dag ændrede tonen sig pludseligt. Jeg fik en over nakken over min manglende trappevask! Jeg havde også undret mig over at den plakat jeg havde sat op på min hoveddør var forsvundet, Psst væk. Jeg tænkte ikke så meget over det, men satte blot en ny op. En aften jeg sad i min lejlighed kunne jeg høre nogen pusle ved døren og et efterfølgende ritsh.. fra plakaten der blev revet af. Et hurtigt kig i dørspionen afslørede ryggen af fru Daugård på vej til etagen over, med en krøllet plakat under armen. What! Tonen var ændret, og jeg undrede mig. Jeg havde en hel stak promotion plakater liggende, vel et par hundrede stykker, som jeg tog krigen op med. Jeg satte op, og hun rev ned. Det udviklede sig og eskalerede. Jeg tog mig selv i stå ude på trappeopgangen, gasblå i roen af arrigskab, og råbe af hystaden. Noget der ellers ligger mig meget fjernt. Indtil en dag årsagen gik op for mig. Jeg havde fået en kæreste der kom og gik i min lejlighed, og det havde selvfølgelig ikke forbigået min overbos opmærksomhed. Så var det slut med tolerance og forståenhed, skal jeg lige love for.

Og sådan gik det over tid. Når jeg var alene var hun mild som et lam, når det var kvinder i mit liv var hun som et furie. Talrige er de vanvittige episoder der udspillede sig. Som dengang jeg en aften sad og hyggede mig ned et nyt kvindeligt bekendtskab, og vandet pludseligt begyndte at dryppe med fra faldstammen i mit køkken. Det kom jo oppe fra hende og skulle stoppes! Så jeg for op, og konstaterede at hun var ved at skylle en hel balje fuld af sine spinlon kjoler i køkkenvasken, og havde “glemt” at lukke for vandet. Inden jeg havde set mig om, var Fru Daugård smuttet bag om ryggen på mig, og på vej ned af trappen, iført sutsko og hårnet medsamt en lommelygte, for at inspicere skaderne i mit køkken… og ikke mindst for at få et glimt ind i min stue, hvor hendes rival sad med store undrende øjne betragtede sceneriet.

Eller dengang jeg, efter at have skældt hende huden fuld for at ridse min hoveddør, tog hende i at pudse min brevsprække og mit navneskilt. Eller….

Men så kom den hofte, og hun fik svært ved at vaske trappe, og bære indkøb op. Så var det jeg forbarmede mig. Syntes i grunden det var en ret god gerning.

For sådan at cementerer et venskab gennem mange år.

Dette er en fortælling der er nedfældet for ca 4 år siden. Et forløb som jeg efterfølgende nedskrev for at få samling og sammenhæng. Mest for min egen skyld, fordi det stod uklart og diffust i min hukommelse. Den beskriver en nedtur med stress, og en efterfølgende langsom opstigning til overfladen.

Det var lige efter nytår. Den første arbejdsuge efter juleferien var overstået. Jeg var på vej til arbejde som så mange andre morgener. Jeg havde på det nærmeste vænnet mig til det allestedsnærværende ubehag der var forbundet med køreturen til arbejde. Sådan havde det med få undtagelser været det sidste trekvarte årstid, måske længere, det husker jeg ikke præcist. Men den morgen var det særlig slemt; en stor knude i maven voksede omvendt proportionalt med afstanden jeg manglede at tilbagelægge.
Jeg havde mest af alt lyst til at fortsætte ad E45, glemme den vanlige afkørsel, og fortsætte til Rom, Milano eller et hvilket som helst andet sted i denne verden. Bare køre bevidstløst videre og slippe for det forbandede ubehag hvis oprindelse og årsag jeg ikke kunne identificere. Der var så mange muligheder, men ingen syntes klare. Forholdet til kæresten var også begyndt at blive kritisk, for jeg var aldrig rigtig glad og kunne ikke rigtigt forklare, hvad der var galt. Problemerne voksede sammen og syntes uoverkommelige og uoverskuelige. Den morgen var dog anderledes på den måde, at det pludseligt stod mig klart, at det var NU, jeg skulle handle. Dette helvede kunne bare ikke fortsætte, det ville ende i noget helt uoverskueligt og endnu mere smertefuldt, hvis ikke jeg gjorde noget. Den morgen tog jeg en af mine vigtigste beslutninger.

Pusterum. Da jeg ankom på arbejde, var det som om det allerede var lidt bedre, jeg overvejede endnu engang min beslutning, men holdt stædigt fast. Jeg fik aftalt en hastesamtale med min chef, hvor jeg satte ham ind i situationen og fik fortalt, at jeg ikke magtede mere. At jeg var nødt til at tage hjem, og at jeg i øvrigt ikke anede, hvad jeg skulle stille op udover at kontakte min læge. Vi aftalte, at jeg skulle prøve at glemme alt om arbejde det næste stykke tid, og at vi skulle snakke sammen igen, når jeg havde talt med min læge. Og hvilken lettelse det var, at jeg kørte hjem igen, jeg havde købt mig et pusterum uden arbejdets forbandelser, og med udsigt til en samtale med lægen i næste uge. Knuden i maven forsvandt som med et trylleslag, og verden var igen i farver. Men det skulle vise sig kun at være starten på en lang vej op ad bakke…

Baggrunden. Jeg havde et par år tidligere sagt ja til at skifte jobfunktion fra programmør til fuldtids projektleder. Et job som jeg så frem til og på mange måder glædede mig til at prøve kræfter med. Jeg kendte på det tidspunkt kun firmaets hidtidige definition på projektledelse, men var klar over, at en reformation af begrebet var nødvendig, hvis vi skulle bide skeer med de store nye projekter, der dengang var under opsejling. Jeg skal love for, at jeg fik kam til mit hår…
Ingen i organisationen havde tilstrækkeligt kendskab til, hvad de nye store projekter reelt indebar, sådan så det var bare tilnærmelsesvist muligt at udarbejde en kravspecifikation. Det var nødvendigt at granske og endevende alt tilgængeligt dokumentation og udbudsmateriale. Dels for finde ud af hvad firmaet havde lovet, dels hvad kunderne, som i en vis udstrækning var fiktive, forventede at få. Dette endeløse arbejde resulterede i, at projektplaner og prioriteringer kun havde en levetid på 14 dage, når det gik hedest for sig, så dukkede nye uforudsete oplysninger frem, som skulle med i betragtning.
Som sagt var rollen som projektleder, som jeg hidtil havde kendt den, under forandring. Det indebar, at vi i afdelingen var nødt til at finde ud af, hvilke værktøjer vi kunne bruge til at støtte os i arbejdet. Kurser, litteratur og foredrag blev brugt som inspiration, men kun meget lidt af den viden, jeg tilegnede mig syntes at fungere i den praktiske hverdag på kontoret. Det her var ikke kun et spørgsmål om interne værktøjer, men i lige så høj grad et spørgsmål om at den omkringliggende organisation slet ikke var gearet til at arbejde med IT projekter i den størrelse, som tilfældet viste sig at være. Det betød i praksis, at det samtidigt var nødvendigt at agitere og slås for forståelsen af denne mangel - uden at det løste de konkrete og allestedsnærværende daglige problemer. Ambitionsniveauet var tårnhøjt både med hensyn til det produkt, vi skulle levere, og til metoderne, vi skulle arbejde med.

Følelsen af utilstrækkelighed. Denne kaotiske arbejdsform førte med usvigelig sikkerhed til, at vi tabte en del vigtig information på gulvet, og at vi overså eller ignorerede vigtige detaljer i den samlede løsning. Det blev for alvor klart, da vi skulle til at bevise, at det system som vi trods alt fik lavet, virkede efter kundernes forventning. Efter med lodder og trisser at have overstået en række SAT tests hos nogle kunder, stod det klart hvilke mangler systemet var behæftet med. Der skulle ryddes op. Det resulterede i en alenlang mangelliste, som havde absolut første prioritet. Her hoppede min kæde for alvor af. Det var som at få serveret en liste med min egen utilstrækkelighed, ting som jeg burde have taget hånd om i min rolle som projektleder!
Det var den opgave jeg skulle have arbejdet med den januar morgen, hvis ikke maven havde sagt stop.

Kaos. Det er jo indlysende, at det ikke var mit ansvar, at mangellisten var lang, men det var sådan, jeg oplevede det. Arbejdet indtil da havde været som at hoppe efter en pind, der til stadighed blev flyttet lidt længere uden for rækkevidde. Ligegyldigt i hvilken retning jeg rettede fokus, føltes det, som noget smuldrede bag ryggen på mig. Det blev umuligt at sætte nogle personlige succeskriterier op, og ligegyldigt hvad jeg gjorde, følte jeg ikke, det var tilstrækkeligt. Både metoder og det egentlige projektarbejde ændrede sig konstant, og hver gang vi nåede et mål, var det på bekostning af noget andet, der var syltet.
Langsomt men sikkert mistede jeg grebet, og vejen tilbage til den trygge verden bag skærmen som programmør følte jeg mig afskåret fra. Nyansættelse af håndplukkede akademisk uddannede specialister udi programmeringens ædle kunst fremstod pludselig ikke som kilde til inspiration og læring, men snarere som konkurrenter hvis udfordringer jeg ikke følte mig rustet til at tage op. Min selvtillid og tro på egne evner var langsomt under nedbrydning.

Selvbedraget. Jeg fik i stigende grad svært ved at koncentrere mig. Små opgaver, som jeg før havde kunnet løse med venstre hånd, krævede nu al min energi. Det blev til sidst næsten umuligt at formulere tre sammenhængende sætninger på skrift, noget jeg tidligere havde let ved. I starten ignorerede jeg blot symptomerne og affærdigede dem med, at det snart blev bedre. For vi skulle jo bare lige have styr på det her, så ville alt falde på plads. Længere henne i forløbet blev selvundertrykkelsen kraftigere: Jeg plejer jo sagtens at kunne magte det her, jeg skal bare lige tage mig sammen, kom i gang og få det overstået. Jeg ved, jeg kan. En, to, tre og så i gang…
Men det var umuligt, jeg kunne ikke, og jeg havde ikke mod til at indrømme det. Hverken over for mig selv, kollegaer eller overordnede. Den eneste vej, der syntes farbar, var at bortforklare eller forsøge at skjule det, jeg oplevede som egne mangler. Et stadigt større net blev spændt ud omkring mig. Og paradoksalt nok sagde jeg stadig ja til opgaver, som jeg ikke følte jeg magtede, men det var som om, at hvis jeg sagde nej, var jeg nødt til at begrunde afslaget, og det kunne føre til, at mit bedrag ville blive afsløret. Den risiko turde jeg ikke løbe! Til sidst var jeg helt handlingslammet, sad bare og kiggede på skærmen og rettede et komma her og der. Jeg kunne få hjertebanken bare en kollega nærmede sig mit arbejdsbord. Tænk hvis han opdagede, at jeg bare sad og drev den af, eller tænk hvis det betød endnu en opgave, jeg ikke kunne afvise. Tiden på arbejde blev tilbragt i en glasklokke, hvor min eneste tanke var at komme væk…

Lettelse og frygt. Det var en kæmpe sejr og en enorm lettelse at få sagt fra, at kunne tillade sig at glemme alt om arbejde og alle stressfaktorer, som havde være ved at tage livet af mig. Tiden blev brugt til at koble helt af, få kontakt til kæreste og børn som også havde lidt under mit mentale fravær.
Efter tre-fire uger som hjemmegående husfar følte jeg mig klar igen. Jeg havde i perioden et par samtaler med min læge, og på hans anbefaling fik jeg lavet en aftale om at få mine arbejdsopgaver begrænset og få opstillet nogle klare succeskriterier, jeg kunne arbejde imod. Alt syntes i skønneste orden, da jeg mødte op en mandag morgen, klar til at begynde at arbejde igen. Men der skulle ikke gå ret lang tid, før end jeg kunne mærke alarmklokkerne ringe, og allerede på tredjedagen måtte jeg melde pas.
Jeg var inderst inde frygtelig angst for ikke at kunne leve op til de forventninger, der blev stillet til mig og af frygt for at komme til at involvere mig i mere, end jeg kunne magte, undgik jeg nærmest al kontakt til kollegaer, og min koncentrationsevne var stort set ikke tilstede. Denne gang føltes nederlaget endnu større. Ligesom situationens alvor nu først rigtigt gik op for mig. Var jeg overhovedet i stand til at komme i arbejde igen? Skulle jeg kvitte det hele og starte på en frisk? Og i givet fald med hvad? Og hvad med de økonomiske forpligtelser og ansvaret over for mine børn? Det var ganske uoverskueligt. Al dette indre kaos affødte i første omgang en enorm vrede og et behov for at finde en ydre årsag til al min kvide. Jeg måtte endnu en gang op til lægen, for det var tydeligt for mig, at jeg havde behov for hjælp. Han lyttede endnu en gang til min fortælling og foreslog, at jeg måske skulle overveje at kontakte en psykolog. En tanke jeg selv havde leget med, men ikke rigtigt havde haft mod til at føre ud i livet….

Opad igen. Efter de første par samtaler med psykologen var det klart for mig, at det var nøglen til at komme videre. Han fik med enkle virkemidler pillet mange af de luftkasteller, jeg byggede min paranoide selvforståelse på, fra hinanden. Han rejste spørgsmål, som jeg måtte kigge dybt i mit indre for at finde svar på. Langsomt indså jeg, at jeg havde udviklet mig til min egen værste fjende. De krav, jeg stillede til mig selv, var et langt stykke ad vejen uopnåelige, og den ”straf”, jeg tildelte mig selv, når tingene ikke lykkedes, var af en karakter, som jeg ikke kunne få mig selv til at bruge mod andre! Den måde at tænke på havde gennem de sidste par år indprentet sig dybt i min bevidsthed, og opgaven var nu at få vendt den udvikling. Som at skifte kurs på en supertanker.
I en lang periode jeg var nødt til at være bevidst om hver eneste følelsesmæssig påvirkning og aktivt reflektere over, hvordan den påvirkede mig. Og ikke mindst udfordre alle de skrækscenarier jeg havde indprentet i min bevidsthed, om hvordan mine omgivelse ville reagere, hvis ikke jeg levede op til de krav, jeg stillede til mig selv. Det kan for udenforstående virke ganske besynderligt, men der var i den grad tale om et forvrænget selvbillede hvor jeg troede, at alle andre så de samme ting som jeg, hvilket jo langt fra var tilfældet.
For at kunne udfordre disse dæmoner var det nødvendigt at vende tilbage til arbejde igen, men det stod mig klart, at jeg under ingen omstændigheder kunne magte jobbet som projektleder. Denne beslutning blev accepteret i afdelingen, og jeg fik aftalt nogle meget lempelige vilkår for min tilbagevenden hvor det primære formål var, at jeg ved selvsyn kunne få afkræftet mine fordomme, og langsomt søge udfordringerne i det tempo jeg var klar til det.

Tillid. Det lod sig gøre i kraft af en chef, der i den grad viste mig tillid, et hold af rigtig gode kollegaer, der gav mig den plads, der var påkrævet og en dygtig socialrådgiver som sparringspartner. De første par uger var der rigeligt med udfordring i bare at være tilstede. Men jeg opdagede, at det jeg havde oplevet som nederlag og fiasko, af andre blev betragtet som et stort løft og en værdifuld opgave jeg havde løst. Langsomt men sikkert vendte jeg tilbage til et normalt arbejdsliv, dog med nogle langt mere overskuelige opgaver. I dag er jeg godt på vej tilbage til som programmør; meget klogere på mig selv, mine styrker og svagheder og altid med muligheden for at kunne sige fra, hvis mine grænser overskrides!
Det skal slutteligt nævnes, at jeg i samme periode oplevede en efterdønning som følge af et mislykket ægteskab nogle år tidligere. Drømmen om den lykkelige kernefamilie der brast og bestræbelserne på at få en ny sammenbragt familie til at fungere. Alt sammen noget som uden tvivl har været en medvirkende årsag til, at jeg faldt så hårdt. Men se det er en helt anden historie…

Det tog ca. 3 år før den sidste erkendelse faldt på plads efter dette forløb. I den tid gik jeg og ventede på at det gamle drive skulle komme tilbage, så mit arbejdsliv kunne blive normaliseret. Men det kom aldrig. Fordi nogle afgørende livsværdier havde ændret sig for altid. Og det er jeg idag rigtig glad for.

Nå, har granske min hukommelse lidt, og må helt tilbage i tiden før Internet og mobiltelefoner. Men dog noget efter man kunne få tre fodboldbilleder og et stykke tyggegummi for en tiøre.

Anyway, jeg havde været uden kæreste, eller det der ligner i et godt stykke tid, og var ved at være godt sulten. Gad ikke rigtig de evindelige byture der både drænede SU budgettet, og notorisk henlagde det meste af weekenden med tømmermænd. Derfor tog jeg en beslutning og indrykkede en kontaktannonce i en lokal avis. Jeg Lænede mig spændt tilbage og ventede på posten den efterfølgende uge. En hel kuvert fyldt med breve og pasfotos. Jeg anlagde en rationel betragtning og valgte to ud der virkede interessante, og fik aftaler om møder i stand.

Den første var vældig sød, og vi tilbragte nogle timer sammen med gåtur, kaffe og snak. Men jeg havde jo som sagt endnu en date et par dage senere, så jeg holdt lidt igen og afventede dens komme. Det andet møde skulle foregå på en cafe, og jeg troppede op med en langstilket rose i munden… eller hvad kendetegnet nu skulle være. Husker det ikke præcis, men akavet var det. Vi fandt hinanden og kaprede et bord, og jeg ville hente en øl til os begge. Jeg begynder at bane mig vej til baren. MEN oh ve oh skræk, hvem får jeg øje på deroppe… Pigen fra den første date, der har stået og fulgt os under hele sceneriet. Mit blod stivnede i årene, og min hals snørede sig sammen. Jeg fik fremstammet et eller andet komplet tåbeligt om at det var min kusine fra Nordjylland der var på besøg. Totalt gennemskueligt og ude af trit med virkeligheden. Samme forklaringsproblem fik jeg da jeg kommer ned til bordet med øllene, hvor den planlagte date sidder og har fulgt mine krumspring ved baren.

Behøver jeg at fortælle at den efterfølgende samtale blev noget anstrengt? Jeg havde kun et i hovedet, og det var at komme væk. Hurtigst muligt!