Det var uden nævneværdige forventninger jeg satte mig til rette i sædet for at bruge 2½ time på Gomorra. Filmen er lavet over Roberto Savianos bog ’Mafiaen i Napoli’, og skildrer hverdagslivet i en napolitansk forstad, der med hård og brutal hånd er styret af Camorraen.

Handlingen er bygget op over to store knægte, og deres forsøg på at gå deres egne veje. Med ungdommelig vovemod og grænseløs naivitet beslutter de sig for ikke at ville underlægge sig andres magt. De vil selv. Men selv om de to hovedpersoner er filens omdrejningspunkt, er det langt fra dem der bærer handlingen. Alle i det trøstesløse miljø, er på en eller anden måde viklet ind i Camorraens jerngreb, og det skildrer filmen på formidabel vis. Drengen Totó der er bud i sin mors lille købmandsudsalg. Skrædderen på den lokale systue, og den lokale entreprenør. Den stille, tilsyneladende tilfældige mand, der anonymt færdes rundt i kvarteret, og de lokale pushere. Alle disse menneskers hverdagsliv bevæger filmen sig ind og ud imellem. Handlingsmæssigt bliver man i starten ladt tilbage i en lettere forvirring, men stemningen er man ikke i tvivl om. Den er så tykt skildret at man kommer til at sidde med koldsved i hænderne af den bagvedliggende utryghed. Langsomt afsløres hvordan alle er viklet ind i hinandens skæbne, hårdt og nådesløst styret af bagmændene, der næsten kun optræder som silhuetter.

Filmen er dokumentarisk opbygget, og alle skuespilpræstationer er helt fantastiske. Man bliver i den grad grebet af autensiteten og ægtheden der kommer til udtryk. For en gang skyld en Mafia film der tager udgangspunkt i manden på gulvet, og som springer alt det glamourøse high society liv over, der ellers plejer at være obligatorisk i film der beskæftiger sig med dette emne.

Skyd dig at se den, den er fantastisk. Intet mindre.

Øj hvor vi glædede os, mine to poder og jeg. Endelig havde vi fundet en film som vi alle gerne ville se. Ingen kompromiser at indgå før en biftur. Herligt! Vi drog forventningsfulde af sted mod bigrafen, med visheden om den morskab som den sidste film fra dette hold afstedkom, i baghovedet. Her tænker jeg på Terkel i knibe som nok desværre satte vore forventninger til denne film en smule for højt.

Filmen er tro mod Claus Deleurans streg og univers og for så vidt ganske underholdende. Stilen er lige på, og uden omsvøb, og ingen bliver skånet for en tur igennem karikatur møllen. Humoren som er et absolut bærende element i filmen spænder vidt, lige fra fækal fikseret lav komik, over til politisk satire. Men det er som om der bliver skud med spred hagl, for kontraten mellem det helt platte og det bidende satiriske gør at figurende i filmen ikke rigtigt virker. De kan ikke rigtig retfærdiggøre deres eksistens i filmen alene ved at de er sjove hver for sig. De må bringes i spil og sameksistens i hele filmens story line. Her syntes jeg det halter lidt. Desuden mangler filmen de langtids holdbare punchlines i replikkerne som gør at den bliver siddende i hukommelsen efter de sidste rulletekster er forsvundet ovenud af lærredet. Men måske det netop er fordi filmen egentligt ikke har en sammenhængende relevant historie at fortælle os der kan sætte humoren i relief.

Alt i alt var det dog en OK underholdende film som vi alle tre kunne samles om den tid det varede.