Ved sgu ikke helt hvordan jeg lige skal takle den der sommerfugl.

Selvfølgelig er jeg glad for at Ace udvalgte mig som modtager. At påstå andet ville være løgn. Så tak for det Ace.

Men skal jeg være helt ærlig, og det har jeg det bedst med, så er det der betyder mest for mig alle de små anerkendelser og opmuntrende kommentarer jeg løbende får, dels når jeg selv skriver indlæg, og dels når jeg kommenterer andres indlæg. Lige præcist dér ligger blog værdien for mig. Der hvor en kommentar bliver modtaget på den måde den var tænkt, eller hvis jeg får et modspil der tvinger mig til at tænke en ekstra gang. Det giver mig den daglige motivation til liiige at kommentere et indlæg eller følge op på en tråd, hvad end det er fis og ballade, politik eller dybsindigt og tungt stof det drejer sig om.

Jeg føler mig ikke på nogen måde kompetent til udvælge en blandt alle jer andre blogger som jeg skulle fremhæve. Der er SÅ mange af jer med hver sin tilgang til mediet, hver sin stil og hver sin motivation for at blogge.

Så jeg vil benytte denne lejlighed til at gi’ jer alle sammen et klap på skulderen og opfordre jer til at blive ved med at være dem I er, stå ved det og vise det.

Laura og DR bigbands formidable udgave af Alicia Keys nummeret “If I aint got you”.

Skulle nogen ha glemt den, så hør den her.

Sad den anden sidste dag i 2008, sammen med en gammel ven og delte et par flasker rødvin.

Snakken gik som altid. Om det der rør sig i os, i verden og mellem os. Vi har kendt hinanden i over 30 år, så der er basis for en vis fortrolighed. Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt. Oplevet og kommenteret hinandens opture og nedture. Livskriser, skilsmisser og kærester der er kommet og gået. Altid har vi været der for og med hinanden, lagt et lyttende øre til, eller rusket op i hinanden hvis det var tiltrængt.

Ja, vi blev sgu nok lidt selvfede og rørstrømske som vinen gled ned. Sad og kiggede tilbage på hvordan vores venskab har flyttet sig over tid. Vi har delt en mangfoldighed af interesser. Nogen er forduftet, andre holder ved og nye er kommet til. Men dynamikken der har gjort, at vi trods alle forandringer der er sket over tiden, stadig holder sammen er helt unik.

Hvor fedt er det ikke at sidde og tænke på at jeg har en ven som bare altid er der.

Vi tar sgu 30 år mere, old buddy. Tak for et fantastisk venskab.

Jeg fandt på en mødding en påfuglefjer,
Hvis øje var ild i et hvirvlende rum.
Jeg pilled den op; men dens øje var tungt,
Så fjeren blev krum.

I vanvittigt blåt folded øjet sig ud
og stirrede vildt, som når sindssyge ser,
og jeg blev forledt til at ane en sjæl
I påfuglens fjer.

Jeg blev forledt til at ane en sjæl
i alle de blikke jeg mødte og så,
og jeg blev forledt til at synge om det
jeg ej kan forstå.

Et digt af Tom Kristensen som har forfulgt mig, og tilstadighed giver ny mening.

Fik den her på en mail i morges, og syntes lige jeg vil dele den med jer, kære bloggere:

Har du nogensinde set en person på din egen alder og tænkt: “Godt jeg ikke
ser så gammel ud”!

Jeg hedder Bente. Jeg sad i venteværelset hos min nye tandlæge, og der læste
jeg et diplom på væggen og opdagede tandlægens navn. Det var det samme navn
som en flot mørkhåret fyr, som gik i samme klasse som mig for ca 30 år
siden.

Jeg tænker: Kan han være den samme fyr som jeg var lidt forelsket i dengang.

Da jeg kommer ind til ham, ryster jeg hurtigt den tanke af mig igen. Denne
halvskaldede grå mand med rynket ansigt er alt for gammel til at have været
min klassekammerat.
Efter han har undersøgt mine tænder, tager nysgerrigheden over, og jeg
spørger ham om han havde gået på Enskede gymnasium.

– Ja, det havde han, svarer han
– Jeg spørger, hvornår han gik ud.
– Han svarer, at han gik ud i 1978.
– Så gik du i min klasse!! Jeg ler.

Han ser nærmere på mig og så siger denne gamle halvskaldede, ubehøvlede,
fede og onde mand:

– Hvad underviste du i?

Drømte den mest vanvittige drøm i nat. En farce der er en filmatisering værd. Men da mine øjeblikkelige ressourcer ikke holder til et full blown Hollywood budget, kommer her et oplæg til et manuskript:

Fandt mig selv liggende på en sofa i noget der ligner et mødelokale. To sofaer står i forlængelse af hinanden, eller var det mon en hjørnesofa? I den anden sofa ligge en kvindelig kollega, og vi taler. Det er måske et møde, men der er kun os to tilstede i lokalet. Langsom bliver kontakten tættere og tættere. Til sidst mødes vore ansigter og vi kysser, og intensiteten bliver mere og mere hed. Det hele foregår på min arbejdsplads. Jeg tænker på et andet og mere velegnet lokale i den anden ende af bygningen. Et sted med hvor to kan ligge ved siden af hinanden. Roder rundt for at finde mit tøj, som jeg åbenbart har taget af. Jeg har bøvl med at finde mine bukser, og griber et par, som viser sig at være noget der minder om en judo eller karate dragt… der ikke passer mig.

Sceneskift

Vi befinder os nu i det andet lokale, hende og jeg, og vi ligger tæt omslynget. Et mærkeligt sted, med byggerod og udsigt. Der begynder at blive uro og vi bryder op og tager tøj på. Min elsker er væk, og jeg aner ikke hvor hun er blevet af. Er pludselig alene. Tøj roderi igen, men denne gang endnu værre. Det er væk! Jeg finder nogle tæpper til at dække over mig, og jeg begiver mig tilbage. Det viser sig at et kæmpe arrangement er i gang i firmaet, og jeg må bevæge mig gennem gange, over receptionen, endnu flere gange. Alle fyld med mennesker og gæster. Jeg er pludselig splitternøgen, men ingen syntes at bemærke mig. Bevæger mig i en slags slalom mellem folk. Er lidt pinlig til mode, men OK trods min nøgenhed. Lige før jeg når lokalet hvor mit tøj formodentligt ligger vågner jeg…

Lettere forvirret, og rodende rundt, igen. For lige at sikre om mine bukser stadig ligger på gulvet ved siden af sengen, der hvor jeg husker de blev smidt, da jeg gik i seng.

De lå der… pyhh…

Og så var det her til morgen. Jeg gik over for at hente kaffe, og på min vej kaster jeg et blik ind på et kontor. Hvem sidder der, smilende mens hun hilser godmorgen. Min elsker fra i nat!

På sådan en sen Fredag eftermiddag, lige før weekenden, hvor der er ved at være stille på kontoret, og de endeløse associationsrækker i min krøllede hjerne får frit løb, kan det resultere i de pudsigste indfald. F.eks. endte en af dem med at jeg bare MÅTTE gense dette klip: