At sidde og høre gråspurvenes tjeeep tjeeep ude fra haven.

De snakker og pludrer på livet løs, og har så travt, så travlt.

Tror de er i forårshumør

Sad på kontoret sammen med en flok kollegaer. En af dem dykker ned under arbejdsbordet for at tilslutte et eller andet til hans PC. Hoved og overkrop dybt begravet i et uoverskueligt virvar af ledning og med røven stikkende ud under bordkanten ligger han der på alle fire.

Chefen kommer ind i lokalet og registerer scenariet, hvorefter et kvikt hoved råber: “Hey, Ulrik. Du kan godt komme frem… Hun har opdaget dig”

Hudløs og sårbar. Der hvor alle parader, facader og forsvarsværker er lagt til side, og der er direkte adgang ind til sjælen, hvad det nu ellers er for en størrelse. Der hvor der er risiko for at brænde fingrene, og blive såret på sjæl og krop. Øj mand, et farligt sted at være… eller ?

Når jeg rejser mig efter en meditation og i slowmotion giver mig i kast med dagligdags trivialiteter, samtidig med at jeg tillader at mærke mig selv. Så er det at disse tilsyneladende meningsløse opgaver pludselig giver mening. Jeg er hudløs og sårbar, men kun udsat for den kritik jeg selv kan finde på at rejse.

Når jeg griber guitaren og tillader mig selv at mærke mit inderste, så er det at fingrenes dansen over gribebrættet bliver til musik. Jeg er hudløs og sårbar, og det kommer til udtryk i tonerene.

Når jeg sidder med min kæreste, og vi kigger hinanden i øjnene og giver udtryk for hvad der sker inde bag facaden. Jeg er hudløs og sårbar og der hvor jeg kan mærke hende. Og mig selv med. Med en snærende bagvedliggende fornemmelse af afhængighed. Men hvad er det jeg i realiteten ser og mærker når denne sårbarhed bliver ubehagelig og svær at være i? Når savnet af hende melder sig? Denne potentielle smerte der ligger som komplementær størrelse til det frydefulde. Det er lige der jeg ser og mærker mig selv.

Egentligt, når lige man er kommet sig over den værste frygt for at være blottet, så er det en tilstand der virkelig flytter. Det er der det hele får mulighed for at blive betydningsfuldt.

Måske i grunden jeg er ved at være lidt afhængig af den, hudløsheden.

Ved sgu ikke helt hvordan jeg lige skal takle den der sommerfugl.

Selvfølgelig er jeg glad for at Ace udvalgte mig som modtager. At påstå andet ville være løgn. Så tak for det Ace.

Men skal jeg være helt ærlig, og det har jeg det bedst med, så er det der betyder mest for mig alle de små anerkendelser og opmuntrende kommentarer jeg løbende får, dels når jeg selv skriver indlæg, og dels når jeg kommenterer andres indlæg. Lige præcist dér ligger blog værdien for mig. Der hvor en kommentar bliver modtaget på den måde den var tænkt, eller hvis jeg får et modspil der tvinger mig til at tænke en ekstra gang. Det giver mig den daglige motivation til liiige at kommentere et indlæg eller følge op på en tråd, hvad end det er fis og ballade, politik eller dybsindigt og tungt stof det drejer sig om.

Jeg føler mig ikke på nogen måde kompetent til udvælge en blandt alle jer andre blogger som jeg skulle fremhæve. Der er SÅ mange af jer med hver sin tilgang til mediet, hver sin stil og hver sin motivation for at blogge.

Så jeg vil benytte denne lejlighed til at gi’ jer alle sammen et klap på skulderen og opfordre jer til at blive ved med at være dem I er, stå ved det og vise det.

“Vil du med ind og se den nye Woody Allen film?” Hørte jeg mig selv foreslå i et lettere desperat førsøg på hittepåsomhed.

“Den har jeg set, men lad os da finde en anden film” Sagde du.

“Ja, vi finder bare en anden. Der er masser af spændende fim at se” Svarede jeg promte.

Men egentligt, sådan down to basics, er jeg fløjtende ligeglad men en hvilken som helst film lige nu. Det var i bund og grund bare et påskud til at være sammen med dig.

Det jeg har allermest lyst til, hvis du spør’…

Laura og DR bigbands formidable udgave af Alicia Keys nummeret “If I aint got you”.

Skulle nogen ha glemt den, så hør den her.

Skulle ha’ leveret en vigtig besked til den store knægt der var taget på skøjtebanen med et par kammerater. Hurra for mobilen…

Jeg ringer op og der går lidt tid inden han svarer. ”Gider ikk’ snakk’ med dig…” lyder et spidst svar, hvorefter forbindelsen bliver afbrudt! Undrer mig såre, for vi sagde farvel til hinanden i højeste humør her til morgen. Vi har mig bekendt ingen udeståender så jeg ringer op igen, men med samme resultat. What! Satans til møg knægt! Hvad bilder han sig ind! Jeg bliver sur, og prøver igen. Forgæves. Undrer mig endnu mere, men kommer til at tænke på en episode med en fyr han havde været oppe at toppes med for noget tid siden på skøjtebanen, og bliver nu bekymret. Jeg ved at hvis han først er oppe at køre i det tonefald han svarede mig med, er der noget galt. Ringer forgæves op igen: ”Gider ikk’ snakk’ med dig…” Hmm.. Sender en SMS med besked om at ringe til mig straks. Der går en rum tid uden at han ringer eller svarer SMS’en, og jeg bliver virkelig urolig. Overvejer at starte bilen, men dropper det. Det vil være en tand for pinligt hvis jeg tropper op. Prøver igen. Samme resultat.

Jeg går nu ophidset, vred og endnu mere uroligt op og ned ad gulvet og overvejer situationen, da telefonen ringer: ”Hej far… du har ringet…” lyder hans glade stemme, med skøjtelyde mod frosnen is blandet med glade stemmer i baggrunden.

”Hvad fanden sker der, hvad har du gang i knægt. Er det mig du ikke vil tale med, eller er der nogen der chikanere dig?” begynder jeg, men kan straks mærke at han slet ikke fatter hvad jeg taler om. Jeg forklarer han om mine opkaldsforsøg og han bryder ud i grin: ”Nåårh, det er bare min telefonsvarer du har talt med”!

Satans møg hvalp!

Sad den anden sidste dag i 2008, sammen med en gammel ven og delte et par flasker rødvin.

Snakken gik som altid. Om det der rør sig i os, i verden og mellem os. Vi har kendt hinanden i over 30 år, så der er basis for en vis fortrolighed. Vi har fulgt hinanden i tykt og tyndt. Oplevet og kommenteret hinandens opture og nedture. Livskriser, skilsmisser og kærester der er kommet og gået. Altid har vi været der for og med hinanden, lagt et lyttende øre til, eller rusket op i hinanden hvis det var tiltrængt.

Ja, vi blev sgu nok lidt selvfede og rørstrømske som vinen gled ned. Sad og kiggede tilbage på hvordan vores venskab har flyttet sig over tid. Vi har delt en mangfoldighed af interesser. Nogen er forduftet, andre holder ved og nye er kommet til. Men dynamikken der har gjort, at vi trods alle forandringer der er sket over tiden, stadig holder sammen er helt unik.

Hvor fedt er det ikke at sidde og tænke på at jeg har en ven som bare altid er der.

Vi tar sgu 30 år mere, old buddy. Tak for et fantastisk venskab.