Så hørte jeg lige middagsradioavisen med en stor reportage fra Mombai. Med øjenvidne skildringer og hele dynen. Det ER ganske forfærdeligt hvad der er sket, og disse handlinger er ganske utilgivelige. Derom ingen tvivl.

MEN når redaktionen vælger at kæde indslaget fra Mombai sammen med det efterfølgende indsalg på følgende måde bliver jeg harm:

”Terror, og trusler om den, har i de senere år ændret stort og små i vores hverdag. Det har været stærkt medvirkende til at det offentlige rum i stigende grad bliver kamera overvåget.”

Herefter følger et indslag der tydeligt bekræfter at dette tiltag absolut intet har med terror at gøre, men derimod er et forsøg på at indskrænke volden i nattelivet i de danske storbyer.

Tilbage sidder jeg som lytter og føler mig forført til at tro at der er en sammenhæng mellem terroraktionen i Indien og volden i nattelivet.

Dette var bare et af de utallige eksempler på den manipulation vi bliver bombarderet med i den endeløse strøm af sensations præget nyhedformidling, der med rette kunne betegnes som følelsesmæssig terror.

Jeg kiggede med på udsendelsen om ondskabens banalitet på DR2 Søndag aften. En vigtig pointe i debatten var at basis for ondskab skabes når den personlige relation forsvinder, og når grupper dæmoniseres.

Men jeg sad undrende tilbage og forstår ikke at der i debatten i højere grad blev trukket paralleller til Danske forhold som de tegner sig i dag. I mine øjne er der desværre allerede tendenser der går i retning af at det demokratiske fundament hvorpå vores samfund er bygget, er ved at blive undermineret.

Hvis man kigger lidt på de radikale kræfter der har en kraftig indflydelse på meningsdannelsen i dag, så er denne dæmonisering godt i gang. Marginalisering og mistænkeliggørelse af vores medborgere af anden etnisk herkomst er et strålende eksempel. Argumenterne hentes og næres i høj grad af trusselen om terror, som ligger over vores hoveder. Denne trussel, som er reel - men overdrevet, afstedkommer en diffus frygt, som i høj grad kanaliseres over på vores enge naboer. De behøver blot at adskille sig en smule fra den danskhed vi så krampagtigt forsøger at definere, for at stå i skudlinien for dæmoniseringen. Godt hjulpet på vej af både folkevalgte og medier.

Samtidig ser vi en udhuling af retssikkerheden som blindt accepteres. Også med udspring i denne diffuse frygt. Udlændinge Service står i en klemme mellem borger og lovgiver, hvor taberen så ubetinget bliver borgeren.

I vores sociale systemer er der også tendenser til at brugerne mister deres ret til at blive set og behandlet som hele mennesker. I rationaliseringens hellige navn splittes og uddelegeres forskellige grene af de serviceorganer der skal betjene og yde service til borgeren. Resultat er at helhedssynet forsvinder i papirbunkerne, og borgeren reduceres til et journalnummer der må løbe spidsrod i mellem de forskellige instanser. Og det er jo typisk de mennesker der i forvejen er i farezonen for at blive dæmoniseret der rammes hårdest.

Da udsendelsen var slut sad jeg tilbage med en fornemmelse af at de tre akademikere der deltog i debatten, studieværten inklusiv, blindt accepterede at vores demokratiske system og vores medfølgende ret til ytringsfrihed nok skal sikre at denne potentielle ondskab bliver holdt stangen. Det tror jeg er en fejlagtig antagelse, og mit indtryk er at disse akademikere selv står i farezonen for indirekte at bringe ved til det bål der allerede er antændt.

Jeg sidder tillige med en stor undren over hvordan medier og TV blot rider med på bølgen. Den politiske populisme forstærkes af medierne, ja de er nærmest er gået i symbiose. Hvor er den kritiske vinkel på de tendenser og kræfter der trækker vores samfund i en farlig retning? Hvis ikke vores politikere har mod og mandshjerte til at rejse en værdidebat der adresserer disse problemstillinger, burde TV og medier gøre det. De folkevalgte burde fastholdes på nogle klare svar og visioner. Men det sker ikke. Stort set alle politiske udtalelser i medierne drejer sig om enkeltsager. Hvordan straffes Muhammed (og hans familie!) når han har haft fingrene i småkagedåsen. Hvordan forbedres toiletforholdene på vores skoler. Eksemplerne er talrige, og journalisterne løber blindt i hælene på politikerne for at få en udtalelse til aftenens nyhedsudsendelse. Om et eller andet!

Jeg har en tydelig fornemmelse af at kunne se mig selv når vi er sammen

Det har skræmt mig når jeg ikke har turdet se det i øjnene

Det har været ubeskriveligt dejligt når modet har været der

Jeg fandt på en mødding en påfuglefjer,
Hvis øje var ild i et hvirvlende rum.
Jeg pilled den op; men dens øje var tungt,
Så fjeren blev krum.

I vanvittigt blåt folded øjet sig ud
og stirrede vildt, som når sindssyge ser,
og jeg blev forledt til at ane en sjæl
I påfuglens fjer.

Jeg blev forledt til at ane en sjæl
i alle de blikke jeg mødte og så,
og jeg blev forledt til at synge om det
jeg ej kan forstå.

Et digt af Tom Kristensen som har forfulgt mig, og tilstadighed giver ny mening.

Så et klip fra aftenshowet hvor Søren Fauli og Pernille Rosenkrantz-Theil diskuterede Faulis kronik i Politikken om ligestilling. Kønskvotering kom op som en måde at styre en mere retfærdig kønsfordeling i samfundet. Pernille Rosenkrantz-Theil mente at et oplagt sted at bruge denne kvotering, var ved afgørelse i forældremyndighedssager.

Kan se dommerens kendelse for mig:

”Thi kendes for ret. Forældremyndigheden går til faderen, da kvoten for kvindelige myndighedspersoner er opbrugt”.

Hvordan kan et seriøst demokratisk(?) tænkende menneske få en sådan ide?

Jeg er rystet!

Det er som om sjælen ligger blottet

Som om alt har direkte forbindelse til det allerhelligste

Som om alt er rent – og går rent ind

Som om musikken skærer sig direkte ind i hjertet

Som om alt er digte - irreversible og klare

Som om smilet åbner et spejl ind til sjælen

Som om alle registreringer og sansninger betyder noget
- er store og fyldige i udtrykket

Som om de vil fortælle en historie
- om mig, eller til mig

Som om alt er nyt, og alligevel velkendt

Det er ikke som om

Det er sådan