I den sidste tid har der været mange indlæg omkrig heksekunst og religion, og advarslerne er føget omkring. Både mod kirken og Vagn Folkerman, men også de alternativer som byder sig. I disse advarsler, hvad enten de er rettet mod alment accepterede trosretninger, eller de alternative, bliver der ofte hevet eksempler op af hatten med hvor galt det kan gå, og hvor slemt man kan ”slå sig” ved at bevæge sig ind i disse verdener. Her hopper min kæde af, fordi det intet fortæller om disse spirituelle alternativer. Derfor syntes jeg det er alt for letkøbt at bruge eksempler med tragiske skæbner og udviklede psykoser som advarsel mod eksperimenteren med det spirituelle og okkulte. Disse psykoser kunne lige så vel være blevet udløst af at gå ind i en anerkendt religiøs trosretning. Eller af en hændelse opstået i den verdslige verden, for den sags skyld. Dette vil altid stå hen i det uvisse, men denne faktor bliver ofte overset og gemt af vejen, når vi står overfor noget vi ikke forstår, eller føler antipati imod.

Hvis man som menneske i sin søgen bevæger sig ud på kanten af klippen, risikerer man at skvatte ned. Dette er alment gældende, velkendt og en forudsætning for alle mennesker. Hvad enten man er fascineret af hurtige motorcykler eller åndemaning.

Spirituel søgen er jo langt mere og andet end et spørgsmål om tro. Det er en søgen indad i en selv for at finde de valide svar der er gældende for det enkelte indvid. Men her opstår så faren for at blive forledet til at tro, om jeg så må sige. Fordi denne søgen indad kan være kaotisk og smertefuld, er der mange der køber sig til svarene. Og her er der nok af stærke kræfter der står på spring for at redde disse fortabte sjæle. Hvad enten de tager afsæt i anerkendt religion eller okkultisme.

Det er jo tydeligt at vi i denne del af verden er ved at køre træt i vores jagt på rigdom og lykke, repræsenteret i materielle statussymboler og anden staffage. Vi har behov for noget mere og andet. Vi har behov for mening. Derfor denne opblomstring af spiritualitet og religiøs søgen. Men de anerkendte trosretninger har ikke formået at flytte sig i takt med behovet. Det kristne budskab er jo i sin grundessens bygget op omkring nogle gode værdier. Men den måde den praktiseres på er stadig fyldt med dogmer og forældede traditioner, som et selvtænkende og kritisk menneske af i dag har svært ved at forlige sig med. Når præsten står på prædikestolen Søndag formiddag og forkynder evangeliet, er det det jo helt ude af trit med den øvrige verden vi kender, som er opbygget og funderet omkring dialog og meningsudveksling. For hvem andre end forkynderen giver det mening at forkynde? Menigheden er henvist til et halleluja i ny og næ, for på den måde at vise deres hengivenhed. Hvis ikke vi som individer finder et sted hvor vi kan udveksle personlige erfaringer og oplevelser er vi fortabt til at følge pastoren, heksen eller åndemaneren.

Min tese er, at vi også her må tage udgangspunkt i os selv. I denne individualistiske postmodernistiske tid hvor enhver er sig selv nok, må vi løbe linen ud, og vedblive med at søge indad i os selv. Gør vi det, vil vi finde ud af at vi slet ikke er så forskellige som vi blider os ind. At der i vores grundbehov er langt flere fællestræk end der er forskelle. Vi vil finde ud af at vores lighed med vores næste er langt større end vi aner. Og det på tværs af religion, kultur og race.

Det var uden nævneværdige forventninger jeg satte mig til rette i sædet for at bruge 2½ time på Gomorra. Filmen er lavet over Roberto Savianos bog ’Mafiaen i Napoli’, og skildrer hverdagslivet i en napolitansk forstad, der med hård og brutal hånd er styret af Camorraen.

Handlingen er bygget op over to store knægte, og deres forsøg på at gå deres egne veje. Med ungdommelig vovemod og grænseløs naivitet beslutter de sig for ikke at ville underlægge sig andres magt. De vil selv. Men selv om de to hovedpersoner er filens omdrejningspunkt, er det langt fra dem der bærer handlingen. Alle i det trøstesløse miljø, er på en eller anden måde viklet ind i Camorraens jerngreb, og det skildrer filmen på formidabel vis. Drengen Totó der er bud i sin mors lille købmandsudsalg. Skrædderen på den lokale systue, og den lokale entreprenør. Den stille, tilsyneladende tilfældige mand, der anonymt færdes rundt i kvarteret, og de lokale pushere. Alle disse menneskers hverdagsliv bevæger filmen sig ind og ud imellem. Handlingsmæssigt bliver man i starten ladt tilbage i en lettere forvirring, men stemningen er man ikke i tvivl om. Den er så tykt skildret at man kommer til at sidde med koldsved i hænderne af den bagvedliggende utryghed. Langsomt afsløres hvordan alle er viklet ind i hinandens skæbne, hårdt og nådesløst styret af bagmændene, der næsten kun optræder som silhuetter.

Filmen er dokumentarisk opbygget, og alle skuespilpræstationer er helt fantastiske. Man bliver i den grad grebet af autensiteten og ægtheden der kommer til udtryk. For en gang skyld en Mafia film der tager udgangspunkt i manden på gulvet, og som springer alt det glamourøse high society liv over, der ellers plejer at være obligatorisk i film der beskæftiger sig med dette emne.

Skyd dig at se den, den er fantastisk. Intet mindre.

Her er den så top 6 listen med særheder.

Kan ikke lade være med at drille, og elsker ironi der til tider kan gå over i sarkasme. Den særhed har jeg fået på hattepullen for adskillige gange. Men så er der jo heldigvis brormand, med hvem jeg kan give den fuld gas. Vi kan sige de mest nedrige perfiditeter til hinanden uden de bliver misforstået. Det har givet anledning til en del store øjne og undrende blikke, og det anspore os begge til at gi’ den en tand mere. Det er dæleme sjov.

Siger sjove lyde. Mest når jeg ikke er klar over det. Når jeg på arbejde får en ide, kan jeg finde resten af kontoret i krampe latter. Alle sammen kiggende på mig. Øhhh.. hvad har jeg sagt.

Ka’ bare ikke nosse mig i seng om aftenen, men hænger alt for længe oppe fordi jeg liiiige skal et eller andet. Som regel ganske ligegyldigt.

Alt ting har to sider. I hvert fald i mit univers. På den ene side, og på den anden. Denne evne har efterladt mig i en tilstand af nærmest galaktisk forvirring over hvad hulen jeg skal mene, og hvad der er op og ned.

Finder det yderst amusent at shoppe med min kæreste (Når jeg har en, kæreste altså). Kigge på ting og sager og bare drive formålsløst rundt i forretninger og glo. Men kun sammen med hende. Skal jeg selv ha’ tøj, går jeg ind i en butik, finder hvad jeg har brug for, køber det, og stiler så efter et sted hvor der udskænkes fadøl.

Gør alting i perioder. Så er det guitaren der får al opmærksomhed i en måned eller to, hvorefter jeg glemmer alt om den, fordi jeg nu skal til at tegne. Tror det hedder lyst styret.

Alt i alt er jeg sikkert lige så kugleskør som alle jer andre.

At have en million tanker i hovedet.

Ikke som tankekaos og forvirring, men som velordnede tråde.

Ikke at de er færdigbehandlede, men alle ligger de som spor der kan tages op og forfølges.

Når tid, lyst og inspiration er til det.

For hver tråd ligger en mulig erkendelse eller erfaring som måske, måske ikke, vil åbne op for endnu et rum at udforske.

Jeg har trykket på stand-by knappen, og givet slip på dem alle. De ligger der jo til genoptagelse, og jeg forsager eller mister intet.

Glæder mig afsindigt til at komme hjem og tænde stearinlys i hele stuen.

Tage en times meditation, og derefter sætte musik på anlægget, og bare lade mig føre helt og aldeles ind i det univers der måtte opstå.

Så kan tanker være tanker for en stund.

Så kan verden vælte.

Jeg vil bare sidde og stirre ud i luften, og mærke det at være til.

God weekend til alle.

Fik den her på en mail i morges, og syntes lige jeg vil dele den med jer, kære bloggere:

Har du nogensinde set en person på din egen alder og tænkt: “Godt jeg ikke
ser så gammel ud”!

Jeg hedder Bente. Jeg sad i venteværelset hos min nye tandlæge, og der læste
jeg et diplom på væggen og opdagede tandlægens navn. Det var det samme navn
som en flot mørkhåret fyr, som gik i samme klasse som mig for ca 30 år
siden.

Jeg tænker: Kan han være den samme fyr som jeg var lidt forelsket i dengang.

Da jeg kommer ind til ham, ryster jeg hurtigt den tanke af mig igen. Denne
halvskaldede grå mand med rynket ansigt er alt for gammel til at have været
min klassekammerat.
Efter han har undersøgt mine tænder, tager nysgerrigheden over, og jeg
spørger ham om han havde gået på Enskede gymnasium.

– Ja, det havde han, svarer han
– Jeg spørger, hvornår han gik ud.
– Han svarer, at han gik ud i 1978.
– Så gik du i min klasse!! Jeg ler.

Han ser nærmere på mig og så siger denne gamle halvskaldede, ubehøvlede,
fede og onde mand:

– Hvad underviste du i?

Drømte den mest vanvittige drøm i nat. En farce der er en filmatisering værd. Men da mine øjeblikkelige ressourcer ikke holder til et full blown Hollywood budget, kommer her et oplæg til et manuskript:

Fandt mig selv liggende på en sofa i noget der ligner et mødelokale. To sofaer står i forlængelse af hinanden, eller var det mon en hjørnesofa? I den anden sofa ligge en kvindelig kollega, og vi taler. Det er måske et møde, men der er kun os to tilstede i lokalet. Langsom bliver kontakten tættere og tættere. Til sidst mødes vore ansigter og vi kysser, og intensiteten bliver mere og mere hed. Det hele foregår på min arbejdsplads. Jeg tænker på et andet og mere velegnet lokale i den anden ende af bygningen. Et sted med hvor to kan ligge ved siden af hinanden. Roder rundt for at finde mit tøj, som jeg åbenbart har taget af. Jeg har bøvl med at finde mine bukser, og griber et par, som viser sig at være noget der minder om en judo eller karate dragt… der ikke passer mig.

Sceneskift

Vi befinder os nu i det andet lokale, hende og jeg, og vi ligger tæt omslynget. Et mærkeligt sted, med byggerod og udsigt. Der begynder at blive uro og vi bryder op og tager tøj på. Min elsker er væk, og jeg aner ikke hvor hun er blevet af. Er pludselig alene. Tøj roderi igen, men denne gang endnu værre. Det er væk! Jeg finder nogle tæpper til at dække over mig, og jeg begiver mig tilbage. Det viser sig at et kæmpe arrangement er i gang i firmaet, og jeg må bevæge mig gennem gange, over receptionen, endnu flere gange. Alle fyld med mennesker og gæster. Jeg er pludselig splitternøgen, men ingen syntes at bemærke mig. Bevæger mig i en slags slalom mellem folk. Er lidt pinlig til mode, men OK trods min nøgenhed. Lige før jeg når lokalet hvor mit tøj formodentligt ligger vågner jeg…

Lettere forvirret, og rodende rundt, igen. For lige at sikre om mine bukser stadig ligger på gulvet ved siden af sengen, der hvor jeg husker de blev smidt, da jeg gik i seng.

De lå der… pyhh…

Og så var det her til morgen. Jeg gik over for at hente kaffe, og på min vej kaster jeg et blik ind på et kontor. Hvem sidder der, smilende mens hun hilser godmorgen. Min elsker fra i nat!

På sådan en sen Fredag eftermiddag, lige før weekenden, hvor der er ved at være stille på kontoret, og de endeløse associationsrækker i min krøllede hjerne får frit løb, kan det resultere i de pudsigste indfald. F.eks. endte en af dem med at jeg bare MÅTTE gense dette klip:

Hvornår jeg har været en rigtig god ven, tjahh

Jeg tror det var dengang jeg bar fru Daugårds indkøbsposer op på 4. sal, i grunden.

Fru Daugård var min overbo igennem mange år, og lidt af et livsstykke. En enlig dame på godt og vel de 65 år vil jeg tippe. Hun er for længst død og borte, men da hun levede var hun sin egen. Så helt igennem. Desværre led hun til sidst af en frygtelig dårlig hofte, og havde svært ved at klare de mange trapper. Så selvfølgelig ville jeg da hjælpe hende med de tunge indkøb. Og det skulle vise sig at være en rigtig god investering, i husfreden.

Jeg flyttede ind i min nye lejlighed og var glad for den, rigtig glad. Mit eget sted hvor jeg kunne gøre som jeg ville. Fik den peppet op med maling og deslige. Og jeg blev godt modtaget. Også af min overbo. Jeg fik en indledende lang snak med hende, og hun gav udtryk for at det var dejligt med lidt unge mennesker i opgangen. Trappevask og slige fælles forpligtelser skulle jeg ikke tænke så meget på, det tog vi som det kom. Herligt tænkte jeg.

Men der skulle vise sig at være flere sider af den sag. En dag ændrede tonen sig pludseligt. Jeg fik en over nakken over min manglende trappevask! Jeg havde også undret mig over at den plakat jeg havde sat op på min hoveddør var forsvundet, Psst væk. Jeg tænkte ikke så meget over det, men satte blot en ny op. En aften jeg sad i min lejlighed kunne jeg høre nogen pusle ved døren og et efterfølgende ritsh.. fra plakaten der blev revet af. Et hurtigt kig i dørspionen afslørede ryggen af fru Daugård på vej til etagen over, med en krøllet plakat under armen. What! Tonen var ændret, og jeg undrede mig. Jeg havde en hel stak promotion plakater liggende, vel et par hundrede stykker, som jeg tog krigen op med. Jeg satte op, og hun rev ned. Det udviklede sig og eskalerede. Jeg tog mig selv i stå ude på trappeopgangen, gasblå i roen af arrigskab, og råbe af hystaden. Noget der ellers ligger mig meget fjernt. Indtil en dag årsagen gik op for mig. Jeg havde fået en kæreste der kom og gik i min lejlighed, og det havde selvfølgelig ikke forbigået min overbos opmærksomhed. Så var det slut med tolerance og forståenhed, skal jeg lige love for.

Og sådan gik det over tid. Når jeg var alene var hun mild som et lam, når det var kvinder i mit liv var hun som et furie. Talrige er de vanvittige episoder der udspillede sig. Som dengang jeg en aften sad og hyggede mig ned et nyt kvindeligt bekendtskab, og vandet pludseligt begyndte at dryppe med fra faldstammen i mit køkken. Det kom jo oppe fra hende og skulle stoppes! Så jeg for op, og konstaterede at hun var ved at skylle en hel balje fuld af sine spinlon kjoler i køkkenvasken, og havde “glemt” at lukke for vandet. Inden jeg havde set mig om, var Fru Daugård smuttet bag om ryggen på mig, og på vej ned af trappen, iført sutsko og hårnet medsamt en lommelygte, for at inspicere skaderne i mit køkken… og ikke mindst for at få et glimt ind i min stue, hvor hendes rival sad med store undrende øjne betragtede sceneriet.

Eller dengang jeg, efter at have skældt hende huden fuld for at ridse min hoveddør, tog hende i at pudse min brevsprække og mit navneskilt. Eller….

Men så kom den hofte, og hun fik svært ved at vaske trappe, og bære indkøb op. Så var det jeg forbarmede mig. Syntes i grunden det var en ret god gerning.

For sådan at cementerer et venskab gennem mange år.

Sad og tænkte lidt over mine erfaringer her inde i Blogland. Dette hæsblæsende inferno med meninger og holdninger, og mennesker med deres at tumle med. Bad days and good ones.

Jeg har nu været her en måneds tid og skrevet om lidt af hvert. Kommenteret vidt og bredt, udfra det der til enhver tid lige fanger min interesse. Jeg er blevet bekræftet i mine holdninger så vel som personligt. Men jeg har også fået drøje hug og svidende bemærkninger. Alt i alt er det som det plejer at være når jeg er så letsindig at lukke min mund op. Og netop det at lukke munden op, er det jeg ikke gør når jeg sidder og kommentere og tolker andres kommentarer til mig. Det der springer mig i øjnene er, at jeg i den grad er blevet mindet om en side af mig selv som jeg nok vidste stadig eksister. Men her i dette univers hvor alene det skrevne ord tæller, er den kommet langt stærkere frem. Ord er ord, vel, det er indiskutabelet, men måden de bliver sagt på er alt afgørende for den mening de skaber i modtagerens hoved. Er det med et glimt i øjet, eller mismodet tværet ud i hele ansigtet, at ordene falder… Det er som at fægte med bind for øjnene.

Al kommunikation foregår i slowmotion. Alt for meget tid til at tænke over hvordan kommentaren skal forstås. Var det ironisk, sarkastisk eller kærligt ment? Det er sgu ikke til at greje, og alt hvad der måtte ligge i gemmerne af fordomme og forudindtagethed om sådan nogen som jer - I andre bolggere, kommer til overfladen. Fristelsen for at dække behovet for at vinde og få ret - for enhver pris - kommer til overfladen, og ligger som en konstant udfordring jeg skal tøjle. Et indestængt behov for øjeblikkelig tilfredsstillelse! Men det er jo for fa’en ikke det det drejer sig om, vel? Vil du ha’ ret eller være lykkelig? Må gi’ Dr. Phill ret . Hmmm… i denne sammenhæng kan man passende erstatte ”lykkelig” med ”klogere”.

Samtidig ved jeg at jeg bliver rubriceret og sat i bås på samme måde. Sådan en hellig kriger, en bedrevidende tumpe… Fortsæt selv. Du er bedre til det end jeg…

Og hvordan skal svaret skæres så min mening og sindsstemning kommer frem? Hvis en kommentar bliver fyret af fra hoften, står den der på skrift og lyser mig i øjnene og en øjeblikkelig refleksion over hvad jeg lige har ”sagt” går i gang. Var det egentligt det jeg mente. Kan den misforstås… ja, det kan det altid. Det bliver til vildskud i tågen. Nogen gange. Og så skal der forklares, og reddes ud, og dækkes ind, og dækkes af. Skide besværligt i grunden.

Men modsat så er der andre dialoger der vinder ved at de foregår i dette rolige slowmotion tempo. Snakke hvor der er ro til at tænke sig grundigt om inden svaret falder. Ingen der afbryder med indskudte bemærkninger der får en til at køre af sporet.

Ku’ jo også bare være lidt mere overfladisk og lade være med at rode mig ud i de der personlige ting. Køre den på small talk…

Men på den anden side - nej du, DET gider jeg sgu ikke…

Hvis ikke jeg gi’r en smule af mig selv, får jeg intet tilbage. Simple as that…

Hvordan kan vi andet end at leve i nuet, kan jeg vende spørgsmålet.

Fordi der eksistere ikke andet. Fortiden er passé, og intet kan ændres eller gøres om. Og fremtiden er ikke kommet endnu. Vi kan gøre os forestillinger om fremtiden. Vi kan lægge planer, ønsker og drømme om den, eller frygte den. Men ret beset eksisterer kun NU. Det er så simpelt at det kan være svært at fatte. Fordi vi til alle tider er blevet indbildt at frelsen ligger i fremtiden. Alle store ideologier og religioner er opbygget over denne påstand. Det er ikke nok at erklære sig for ateist, eller antiideolog, for at slippe for denne prægning. Det er selve tankegangen eller det mentale setup bag, vi er påvirket af. Vi er gennem generationer blevet indoktrineret til at tro at dette er en sandhed. Når bare jeg når mit næste mål er min lykke gjort! Det være sig himmerigets port, eller den nye BMW. Men enhver ved jo at det ikke passer. Det giver en kortvarig oplevelse af tilfredsstillelse, men ikke den dybe ro i sjæl og legeme som er så attråværdig.

Så frelsen ligger ikke i fremtiden, den ligger i nuet, og det er her vi har brug for den. Mens du sidder og læser dette, eksisterer der intet andet end dine øjne der scanner hen over teksten. For et øjeblik er alle problemer væk, glemt. Hvorfor? Fordi du er 100% i kontakt med det du foretager dig. Du er i nuet (Med mindre du har en parallel proces kørende der konstant er på vagt, og sideløbende med læsningen analyserer og stiller kritiske spørgsmål til det du læser. Vent med det til bagefter).

Vi er altid i nuet, vi kan ikke være andet, men vi fravælger ofte at give det den rette opmærksomhed. Så snart vi slipper vores fokus på det der er, lige nu og her, tordner problemerne i tankebanerne igen. Problemer…. ting jeg ikke føler jeg kan magte. Men jeg er jo ikke syg, eller har nogen neurologiske defekter der kan retfærdiggøre at jeg ikke kan magte de opgaver. Jeg er bare et ganske almindeligt små neurotisk menneske, med lidt ondt i livet. Hvorfor er det så et problem? Fordi det er et mentalt setup der gennem tid er blevet opbygget. En prægning der stammer fra fortiden.

Jamen hov, stop. Hvis nu jeg bare sidder og stirrer ud i luften så dukker tankerne, og dermed problemerne op. Helt automatisk! Så er jeg tilstede med mine tanker. Og så er jeg jo også i nuet. Problemerne er der stadigt?!?

Vi er ikke vores tanker. Vi er ikke vores følelser. Vi er ikke vores selvbilleder. Men vi har både tanker, følelser og selvbilleder. Det er tydeligt i vores sprog. Ingen siger: Jeg er en følelse af… men derimod: Jeg har en følelse af…. At påstå at jeg er en tanke er helt absurd når vi kommunikerer med andre, men ikke desto mindre er det det vi identificere os med i vores sind. Vi bruger det som repræsentation af os selv når vi møder andre mennesker. Vi genkender os selv på vore handlemønstre, som er bestemt af tanker og følelser, eller omvendt. Men det er jo kun den side vi præsentere for andre, og ikke nødvendigvis den vi er.

Hvem er vi når vi kun møder os selv?

Hvem har ikke siddet i et storslået natursceneri og været helt væk. Totalt opslugt af storheden og det smukke. Et øjeblik væk fra denne verden. Uden en tanke, eller måske bare registrende at der er en tanke. Kun med følelsen af at eksistere og være i et med sceneriet der udspiller sig uden for os. Både være betragter og samtidig i et med det der sker. Hvis natursceneriet blev udskiftet med tanker og følelser. Hvis vi kunne sidde og betragte og iagttage vores tanker og følelser på samme måde som det der foregår uden for vores krop. Hov, der kom en tanke… og sørme… der var en følelse. Det er ikke en naturlov at enhver tanke skal tænkes til ende idet den opstår, eller enhver følelse udleves med det samme. Til de fleste tider er det alt rigeligt blot at registrere at de er der. Lige nu.

Nå, svaret blev lidt længere ned jeg forventede, og lidt for meget at poste i en kommentar. Det var ham her der spurgte.